(Ordfører)
Martin Henriksen (DF):
Vi vil redegøre for vores stillingtagen til forslaget.
Det var jo sådan, at Dansk Folkeparti grundlæggende støttede forslaget ved førstebehandlingen, men vi havde dog visse betænkeligheder. I mellemtiden er der sket det, at Dansk Folkepartis ønsker er blevet delvis imødekommet fra regeringens side, og tak for det. Der er bl.a. blevet mulighed for, at man kan aflægge en danskprøve ved de internationale private skoler, og vi synes, det er rigtig godt, at den mulighed er kommet.
I lovforslaget foreslås det, at ikke alle bestyrelsesmedlemmer i en privatskole på international linje skal kunne tale dansk. Vi har så stillet ændringsforslag om, at det bør de selvfølgelig kunne for at få et grundlæggende indblik i det danske samfund. Her kunne regeringen og ingen af de øvrige partier imødekomme Dansk Folkeparti, og det er vi selvfølgelig kede af. Men der er altså sket en delvis imødekommelse af Dansk Folkepartis ønsker, og ministeren har også i et svar om administrative fællesskaber sagt til udvalget, at ministeriet sammen med skoleforeningerne vil arbejde på at kigge på, om der er mulighed for, at man kan oprette administrative fællesskaber eller noget, der minder om det, på friskoleområdet.
På den baggrund kan vi alt i alt støtte forslaget.