For indførelse en frist for udlejer taler:
- Hensynet til
beboerens helbred. Der sikres en reaktion.
Den grundlæggende anke mod de gældende regler er, at det går for langsomt,
så beboerne kommer til at opholde sig for længe i en usund bolig.
Imod indførelse af en frist for udlejer taler:
- Retssikkerhedsmæssige
betænkeligheder.
Udlejeren forpligtes til – blot på baggrund af en
lejerhenvendelse - at iværksætte foranstaltninger og afholde udgifter
hertil uden at have sikkerhed for, at der er en nærmere begrundet mistanke
om sundhedsfare, og uden det er fastslået, hvem eller hvad der er årsagen
til skimmelsvampeangrebet. Det vil åbne for situationer, hvor lejere blot
for en sikkerheds skyld gerne vil have gennemført en undersøgelse af lejemålet,
samt for rene chikanerier, hvor lejere blot for at genere udlejeren klager
over skimmelsvamp i boligen.
- Risiko for unødige
udgifter til undersøgelser.
En generel, tidsafgrænset reaktionspligt for
udlejer vil kunne medføre, at ressourcerne bruges uhensigtsmæssigt, idet der
gennemføres unødigt dyre undersøgelser i mange bagatelsager samt gennemføres
undersøgelser, som efterfølgende viser sig at være helt overflødige.
- Særregel om
afhjælpning af bestemte mangler er problematisk.
I henhold til lejelovgivningen har udlejer pligt til at afhjælpe mangler i
det lejede. Indføres der en reaktionsfrist vedrørende en konkret mangel,
som f.eks. skimmelsvamp, vil der være risiko for modsætningsslutning i
forhold til andre akutte mangelssituationer – må udlejer så vente længere
med at reagere i disse tilfælde?
- Indførelse af
påbudsmulighed over for ejeren i L110 imødekommer ønsket om, at det er
udlejeren, der har forpligtelsen til at afhjælpe manglen.
Med L110 får kommunalbestyrelsen mulighed for at
give ejeren påbud om at afhjælpe kondemnable forhold, f.eks. problemer med
skimmelsvamp. Det betyder, at udlejerne i højere grad end hidtil af
kommunen vil blive â€presset†til at bringe forholdet i orden, hvis lejeren
ikke i første omgang kan få udlejeren til at reagere.