(Ordfører)
Lennart Damsbo-Andersen(S):
Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti har stillet ændringsforslag til lovforslag nr. L 110, og jeg skal på forslagsstillernes vegne sige, at jeg gerne vil kvittere for, at kommunerne nu får mulighed for at gå ind og undersøge bygninger for at konstatere, om der er tale om sundheds- eller brandfare. Man kan kondemnere tomme boliger og give påbud om afhjælpning af de kondemnable forhold. Det er et meget væsentligt skridt i retning af at beskytte sagesløse lejere mod skruppelløse udlejere og få ryddet op i de dårlige boliger rundtomkring i byer og landområder.
Men for os efterlader teksten i lovforslaget dog en uklarhed, i forhold til hvem der har og hvem der skal have initiativretten til at få undersøgt en ubeboet ejendom. Er det naboen, er det bekymrede borgere, er det kommende lejere, eller er det kommunen?
Efter vores opfattelse er kommunens rolle alt for vagt formuleret, og der bør, som det også fremgår af nogle af høringssvarene, påhvile kommunen en forpligtelse til at føre tilsyn. Det understøttes bl.a. af ministerens egen udtalelse på det seneste samråd om skimmelsvamp. Her udtalte ministeren sin egen bekymring og utilfredshed med, at den eksisterende kommunale tilsynspligt ikke bliver overholdt i alle tilfælde. Så meget desto større grund må der være til ikke at overlade det til tilfældighederne, om en kommune vil føre tilsyn med tomme boliger.
Vi er dog godt klar over, at det er en umulig opgave at føre tilsyn med alle tomme boliger, og derfor har vi begrænset forslaget til kun at omfatte tilsyn ved en anmeldelse. Med ændringsforslaget ønsker vi at sikre, at kommunalbestyrelsen har pligt til at føre tilsyn med tomme ejendomme, i det øjeblik der foreligger en anmeldelse om, at ejendommen står tom, eller hvis beliggenhed, indretning eller andre forhold er sundhedsfarlige, brandfarlige eller ejendommen på anden måde fremstår i en dårlig tilstand, så den generer omgivelserne.
Vi ønsker med ændringsforslaget at gøre det muligt for bekymrede borgere og naboer og for kommende lejere i sådanne ejendomme at henvende sig til kommunen og være sikker på, at kommunen skal reagere på henvendelsen. Og vi skal i hvert fald anbefale, at vi får et flertal for forslaget.