(Ordfører)
Jesper Langballe(DF):
Ja, jeg skal love for, at bureaukraterne i Bruxelles ikke alene kan holde ministeren og hans embedsmænd beskæftiget, men også Folketinget.
Da Folketinget skulle implementere direktivet om PSI-loven - som jo i sig selv er et formål, ingen kan have noget at indvende imod, nemlig at alle de data, der er indsamlet i offentlige institutioner, kan anvendes både kommercielt og ikkekommercielt - sagde regeringen jo meget fornuftigt, at det måtte være det enkelte medlemslands regler vedrørende offentlighed i forvaltningen og aktindsigt, der gjaldt, og derfor blev Folketinget og domstolene ikke medtaget under PSI-loven.
Men Kommissionen nede i Bruxelles vil sandelig ikke finde sig i sådan et ulydigt Folketing, den vil ikke have nogen slinger i valsen; det skal være sådan, at når de siger, at det hele skal med, så skal det hele med. Og da ministeren - det kan jeg ærlig talt godt forstå - ikke gider få en EU-sag på halsen på grund af sådan noget pjat, har ministeren lavet en lille tryllekunst, hvor loven nu bliver revideret, sådan at domstolene og Folketinget nu kommer med ind i PSI-loven, men med den tilføjelse, at det skal ske efter gældende ret.
Hvad betyder den tilføjelse? Den betyder det samme som de ord, en præst sluttede sin gribende prædiken med, nemlig: Græd ikke, børnlille, det turde være løgn alt sammen.
Det vil sige, at der overhovedet ikke er sket nogen ændringer i noget som helst, man har bare flyttet lidt om på tingene. Nu er Folketinget og domstolene med i PSI-loven, men efter gældende ret, og det vil sige, at der i praksis formentlig ikke ændres noget som helst.
Nu vil jeg så godt til sidst spørge ministeren, ikke for at drille ham, i hvert fald ikke kun af den grund, om ikke den fremstilling er rigtig - og hvis den ikke er det, om der så overhovedet vil være nogen som helst mulighed for, at vi kan komme i en situation i en bestemt sag, hvor der vil opstå uoverensstemmelse mellem PSI-loven og den gældende lov om offentlighed i forvaltningen? Vi kan jo ikke have to love, der sådan arbejder mod hinanden.
Men jeg går ud fra, at ministeren vil kunne berolige mig og bekræfte min antagelse om, at den her lov er lavet for, som det hedder, at implementere på en korrekt måde og at tilfredsstille bureaukraterne nede i Bruxelles - og at den ikke kommer til at ændre noget som helst.