Til

                      Folketinget - Skatteudvalget

 

 

L 10 - Forslag til pensionsafkastbeskatningslov.

 

Hermed sendes i 5 eksemplarer kommentar til henvendelse af 3. december 2007 fra PFA Pension og PensionDanmark (L 10 - bilag 8).

 

 

 

 

 

 

Kristian Jensen

                                                                 /  Birgitte Christensen


PFA Pension og PensionDanmark har fremsendt supplerende bemærkninger til Skatteudvalget vedrørende L 10 bl.a. foranlediget af min kommentar af 30. november 2007 til PFA Pension og PensionDanmarks tidligere henvendelse (L 10 - bilag 7).

PFA Pension og PensionDanmark finder det urimeligt, at selskaberne og dermed kunderne ikke fremover i samme omfang som nu kan få modregnet den udenlandske udbytteskat. De anfører, at lige netop PensionDanmark og PFA vil lide betydelige tab, at det kan være en langvarig proces at få ændret dobbeltbeskatningsoverenskomster, og at der i det tidligere fremsendte notat fra Deloitte er anvist en model til løsning af problemet.

 

Kommentar: Jeg mener ikke, at de PFA Pension og PensionDanmarks supplerende bemærkninger giver anledning til en ændring i regeringens holdning om, at de fremsatte ønsker om lempelse for økonomisk dobbeltbeskatning ikke bør imødekommes.

Som det fremgår af min kommentar af 30. november 2007 til PFA Pension og PensionDanmarks tidligere henvendelse (L 10 - bilag 7) er regeringen dog indstillet på at tage problemstillingen op til vurdering i 2009, inden lovforslaget træder i kraft for de danske selskaber. Forventningen er at det problem, selskaberne ser, vil være væsentligt reduceret under hensyn til udviklingen i traktatkrænkelsessagerne og på området for indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomster. I modsat fald må der ses på, om der kan findes en brugbar løsning, som ikke blot skaber nye problemer af teknisk og EU-retlig karakter.

Jeg henviser til min kommentar til notatet fra Deloitte for så vidt angå den i notatet beskrevne model til løsning.

Om det beløb på 1 mia. kr., som de to institutter hver især anfører som tab som følge af den reducerede lempelsesadgang, skal jeg bemærke, at disse beløb er fremkommet som summen af de forventede fremtidige tab over en meget lang periode (20 – 25 år), opgjort som nutidsværdi.

Institutternes årlige umiddelbare tab kan  skønnes i størrelsesordenen 50 – 100 mio. kr. (2007-niveau), og disse løbende tab må ses på baggrund af at de to institutter har ca. 1,1 mio. kunder.

Institutternes løbende tab på 50 – 100 mio. kr. (2007-niveau) vil få den konsekvens, at pensionsopsparernes PAL-skattepligtige tilskrivning reduceres tilsvarende. Efter individuel PAL-skat vil pensionsopsparernes afkast derfor blive reduceret med 43 – 85 mio. kr. pr år.

Fordelt på de 1,1 mio. opsparere i de to institutter bliver den gennemsnitlige årlige belastning pr. opsparer i disse to institutter således 50 – 60 kr.

Selv under den antagelse, at andelen af udenlandske aktier vil vokse fremover – og  der ikke indregnes modgående effekter af mindsket tendens til kildeskat på udenlandske udbytter, eller at pensionsinstitutterne har  mulighed for at reducere tabet ved investeringsomlægninger – er tabet pr. pensionsopsparer således yderst begrænset, som tidligere tilkendegivet.