Dato:            18. juni 2008

Kontor:        Sundhedspolitisk kt.

J.nr.:              2008-12100-390

Sagsbeh.:     enr

Fil-navn:     

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 4 (B 98), som Sundhedsudvalget efter ønske fra Karen J. Klint (S) har stillet til ministeren for sund­hed og forebyggelse den 10. juni 2008.

 

Spørgsmål 4:

"I forlængelse af ministerens svar på spørgsmål 1 bedes oplyst, hvilke eksisterende krav der stilles.”

 

Svar:

Sundhedslovens bestemmelser om planlægning og specialeplanlægning erstatter de tidligere bestemmelser i Sygehusloven, hvor der ikke blev stillet krav til, at visse behandlinger skulle godkendes i Sundhedsstyrelsen, ligesom der ikke skete en løbende og systematisk indrapportering om status for de specialiserede funktioner.

 

Formålet med ændringen var at styrke de centrale sundhedsmyndigheders beføjelser til at sikre en bedre kvalitet, herunder at opstille krav og kriterier for, at de enkelte sygehuse kan udføre specialiserede behandlinger.

 

De nye bestemmelser indebærer, at regionerne skal indhente Sundhedsstyrelsens rådgivning i forbindelse med tilrettelæggelsen af regionens virksomhed på sundhedsområdet. Samtidig skal Sundhedsstyrelsen stille krav til og godkende specialiserede funktioner på offentlige og private sygehuse efter høring i det rådgivende udvalg for specialeplanlægning.

 

Behandling på hovedfunktionsniveau skal derimod fortsat ikke godkendes af Sundhedsstyrelsen, hverken for offentlige eller private sygehuse. Men for autoriserede sundhedspersoner, som varetager denne type behandling, gælder autorisationslovens bestemmelser om omhu og samvittighedsfuldhed stadig.

 

Sundhedsstyrelsen stiller derfor ikke i dag eksplicitte krav til aktivitet på hovedfunktionsniveau for offentlige og private sygehuse. Styrelsen vil fremover stille krav til specialiserede funktioner, hvilket fremgår af min besvarelse af spørgsmål 1.