Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 2 (B 60), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 24. april 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

Cristina A. Gulisano

 


Spørgsmål nr. 2 (B 60) fra Folketingets Retsudvalg:

 

”Ministeren bedes kommentere henvendelse af 20/4-08 fra Dyreværnsforeningen, Alle Dyrs Ret, jf. B 60 – bilag 3.”

 

Svar:

 

Jeanette Wulff Geerthsen fra dyreværnsforeningen Alle Dyrs Ret har i et læserbrev trykt i Dagbladet Køge/Ringsted/Roskilde og Frederiksborg Amts Avis den 18. oktober 2007 foreslået, at der oprettes et selvstændigt dyreværnskorps under politiet.  

 

Jeanette Wulff Geerthsen har i den forbindelse anført, at politiet ikke har det fornødne kendskab til dyrenes behov. Politiet bør derfor assisteres af et dyreværnskorps bestående af personer med viden om dyr, f.eks. dyrepassere, personer fra dyreværnsforeningerne, tidligere landmænd, veterinærsygeplejersker og dyrlæger, der skal stå for den veterinære vurdering samt styringen af sagerne.

 

Som jeg oplyste under 1. behandlingen af beslutningsforslag B 60 i Folketinget den 21. april 2008, er jeg helt enig i, at overtrædelser af dyreværnslovgivningen i mange tilfælde kan være vanskelige at vurdere og derfor kræver en særlig ekspertise. Det er imidlertid regeringens holdning, at vi frem for at oprette en særskilt politistyrke, der skal håndhæve dyreværnslovgivningen, skal give det ordinære politi bedre redskaber på området.  

 

Som jeg også redegjorde for under 1. behandlingen, har vi allerede taget en række initiativer på det punkt.

 

Regeringen indgik således i 2006 en flerårsaftale for politiet og anklagemyndigheden for 2007-2010 med en række af Folketingets partier. Aftalen indebærer bl.a., at dyreværnslovgivningen skal være et af otte prioriterede indsatsområder for politiet, og at dyreværnslovgivningen skal håndhæves ensartet og effektivt over hele landet.

 

Som et led i udmøntningen af flerårsaftalen er der i alle landets politikredse oprettet særlige enheder, der skal behandle sager vedrørende overtrædelser af dyreværnslovgivningen.

 

 

For at sikre at personalet i dyreværnsenhederne har den fornødne viden på området, har disse medarbejdere i efteråret 2007 været på kurser i behandlingen af dyreværnssager, hvor de bl.a. blev undervist i, hvordan man vurderer dyrenes behov for foder, vand og pasning, og i håndtering og pleje af syge og tilskadekomne dyr.

 

Disse særlige dyreværnsenheder har således for mig at se de kvalifikationer i form af en særlig ekspertise i behandlingen af dyreværnssager, som efterspørges i læserbrevet.

 

Hertil kommer, at alle nye betjente, der gennemgår politiets grunduddannelse, undervises i emnet dyrevelfærd i sammenhæng med en række andre emner og fagområder. Som eksempel kan nævnes, at undervisningen i politiets samarbejde med andre myndigheder også omfatter undervisning i politiets samarbejde med fødevaremyndighederne – herunder undervisning i, hvordan politiet assisterer dyrlægen i forbindelse ved tilsyn med dyrehold. Herudover undervises der bl.a. i, hvordan politiet skal drage omsorg for kæledyr eller dyrehold i sager om dødfundne personer mv., ligesom betjentene i forbindelse med undervisning om jagtloven, bl.a. undervises i opsporing af anskudt og undløbet vildt.

 

Rigspolitiet har endvidere oplyst, at der i den praktiske uddannelse på politiets grunduddannelse indgår en række temadage, hvor et anbefalet tema er dyrevelfærd og samarbejdet med fødevareregionen.

 

Jeg kan i øvrigt oplyse, at politiet i forbindelse med efterforskningen af, om der foreligger en overtrædelse af dyreværnslovgivningen, kan få assistance fra dyrlæger i den lokale fødevareregions kontrolafdeling, ligesom de til brug for konkrete straffesager kan indhente en sagkyndig udtalelse om veterinære spørgsmål hos Det Veterinære Sundhedsråd. 

 

Regeringen er helt enig i, at det er vigtigt at sikre en effektiv håndhævelse af dyreværnslovgivningen, men vi lægger samtidig stor vægt på at bevare det danske enhedspoliti, hvor retshåndhævelsen ikke er opdelt på forskellige politistyrker.

 

Jeg mener, det er lykkedes at forene disse hensyn ved oprettelsen af de særlige dyrevelfærdsenheder i alle politikredse. Â