Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 2 vedrørende forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af et nævn til sikring af offentligt ansattes ytringsfrihed (B 59), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 15. april 2008.

 

 

Lene Espersen

/

Ole Hasselgaard

 


Spørgsmål nr. 2 af 15. april 2008 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af et nævn til sikring af offentligt ansattes ytringsfrihed (B 59):

 

”Hvordan vil ministeren følge op på vejledningen om offentligt ansattes ytringsfrihed (2006)?”

 

Svar:

 

Som nævnt i spørgsmålet udarbejdede Justitsministeriet i 2006 en vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed. Baggrunden for udarbejdelsen var, at det sagkyndige udvalg om offentligt ansattes ytringsfrihed og meddeleret i sin betænkning (nr. 1472/2006) anbefalede, at man udarbejdede en sådan vejledning for at komme usikkerheden blandt de offentligt ansatte og myndighederne om indholdet af offentligt ansattes ytringsfrihed til livs.

 

Vejledningen blev sendt til statslige, regionale og kommunale arbejdspladser i september 2006.

 

Herudover har Finansministeriet i juni 2007 udsendt en vejledning om god adfærd, der er udarbejdet i samarbejde med bl.a. Kommunernes Landsforening og Danske Regioner. I vejledningen, der indeholder en beskrivelse af grundlæggende værdier og principper for offentlig forvaltning, er spørgsmålet om offentligt ansattes ytringsfrihed også behandlet.

 

Med de pågældende vejledninger er der efter min opfattelse skabt klarhed om reglerne for offentligt ansattes ytringsfrihed. Jeg mener derfor ikke, at der er behov for, at jeg følger op på vejledningen om offentligt ansattes ytringsfrihed, f.eks. med yderligere, generel information på området med henblik på at præcisere reglerne. Der bør i stedet fokuseres på at tilvejebringe de rette vilkår for at skabe en endnu mere åben debatkultur. Et egnet initiativ for at virkeliggøre dette vil efter min opfattelse være, at der gennemføres en målrettet informationsindsats om rammerne for offentligt ansattes ytringsfrihed – en indsats som først og fremmest bør forankres lokalt som led i den løbende information til de ansatte på alle niveauer om deres rettigheder.

 

Som eksempler på en sådan målrettet informationsindsats kan jeg pege på, at indsatsen bl.a. kan ske ved afholdelse af lokale informationsmøder samt indarbejdelse af elementerne fra den udsendte vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed i lokale politikker, personalehåndbøger og informationsmateriale til nyansatte mv.    

 

Som det fremgår af min samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 1 af samme dato fra Folketingets Retsudvalg vedrørende beslutningsforslaget (B 59), har der været iværksat en række aktiviteter med henblik på at informere om offentligt ansattes ytringsfrihed.

 

Det er i øvrigt min opfattelse, at det må være overladt til ledelsen og de ansatte på den enkelte offentlige arbejdsplads at tage stilling til, hvilken form for informationsindsats der vil skabe rammerne for en kultur, hvor det både er legitimt og velset, at man viser interesse for og debatterer arbejdspladsens forhold.