Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 7 vedrørende forslag til folketingsbeslutning om mulighed for eftergivelse af sagsomkostninger i straffesager (B 57), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 14. april 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Ole Hasselgaard

 


Spørgsmål nr. 7 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til folketingsbeslutning om mulighed for eftergivelse af sagsomkostninger i straffesager (B 57):

 

”Kan gældssanering anvendes i forhold til f.eks. sagsomkostninger pålagt kontanthjælpsmodtagere?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet kan oplyse, at reglerne om gældssanering fremgår af reglerne i konkurslovens afsnit IV.

 

Det følger af konkurslovens § 197, stk. 1, at skifteretten efter en skyldners begæring som udgangspunkt kan afsige kendelse om gældssanering, såfremt skyldneren godtgør, at skyldneren ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, og det må antages, at gældsanering vil føre til en varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold.

 

Det fremgår endvidere af konkurslovens § 197, stk. 2, at kendelse om gældssanering i almindelighed ikke kan afsiges, bl.a. såfremt skyldnerens økonomiske forhold er uafklarede, eller såfremt en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold.

 

Det fremgår af de specielle bemærkninger til § 197, stk. 2, i forslag til lov om ændring af konkursloven og konkursskatteloven (Revision af reglerne om gældssanering – lovforslag nr. L 10 fremsat af justitsministeren den 23. februar 2005), at skyldnerens økonomiske forhold f.eks. vil være uafklarede, hvis skyldneren er arbejdsløs. Har skyldneren imidlertid været arbejdsløs i en længere periode, vil den pågældendes økonomiske forhold dog efter omstændighederne kunne anses for at være afklarede, uanset at skyldneren modtager arbejdsløshedsunderstøttelse eller kontanthjælp.

 

Af bemærkningerne fremgår endvidere bl.a., at der til gæld, der er pådraget ved strafbare forhold, også må henregnes sagsomkostninger mv. forbundet med en straffesag.

 

Det fremgår desuden af konkurslovens § 197, stk. 3, at der ved skifterettens afgørelse efter stk. 2 skal lægges vægt på gældens alder.

 

Af de nævnte bemærkninger til bestemmelsen i konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 3, fremgår endvidere bl.a., at saneres gæld, der er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold, i umiddelbar forlængelse af den begivenhed, der udløste kravet, vil det kunne virke særligt stødende. Sådanne krav skal derfor være noget ældre end anden gæld, før der kan gældssaneres, jf. herved også stk. 3. Længden af den periode, der skal være forløbet, inden der kan meddeles gældssanering, når gælden stammer fra strafbare eller erstatningspådragende forhold, vil afhænge af en konkret vurdering af omstændighederne ved pådragelsen af kravet.