Dato:            10. juni 2008

Kontor:        Sundhedsøkonomisk kt.

J.nr.:              2008-1010-157

Sagsbeh.:     pmj

 


Besvarelse af spørgsmål 2 (B 98), som Folketingets sundhedsudvalg har stillet til ministeren for sund­hed og forebyggelse den 20. maj 2008.

 

Spørgsmål:

"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 7. maj 2008 fra Forsikring & Pension, jf. B 98"

 

Svar:

Synspunkterne i henvendelsen fra Forsikring & Pension vedrørende arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer er i store træk på linje med regeringens holdning til dette emne.

 

Jeg er meget enig i de i brevet nævnte fordele ved indretningen af de nuværende beskatningsregler, herunder at reglerne bidrager til at sikre, at alle medarbejdere på en arbejdsplads bliver tilbudt en sundhedsforsikring. Som det fremgår af brevet ville en afskaffelse af de nuværende regler medføre, at forsikringerne kun ville blive tilbudt en lille kreds af nøglemedarbejdere.

 

Samtidig er jeg enig i, at forsikringerne bidrager til, at sygdomsramte medarbejdere får bedre muligheder for at bevare en tilknytning til arbejdsmarkedet. Interessen for forsikringerne blandt arbejdsmarkedets parter kan derfor ses som et tydeligt tegn på, at virksomhederne bekymrer sig om deres medarbejderes sundhed og trivsel.

 

Endelig foreslås det i henvendelsen, at der på baggrund af erfaringerne fra pensionsområdet skabes klarere retningslinjer for, hvad det offentlige sundhedsvæsen skal dække, og hvad det offentlige sundhedsvæsen ikke har mulighed for at dække. Efter min opfattelse gælder der allerede klare regler herfor. Svaret er ganske enkelt, at det offentlige sundhedsvæsen skal være fuldt dækkende. Og at private sygehuse udgør et godt supplement hertil på de områder, hvor inddragelse af private sygehuse kan bidrage til en øget konkurrence, der sikrer borgerne flere og/eller bedre sundhedsydelser for de offentlige midler, der prioriteres til sundhedsvæsenet.