Under forslagets 1. behandling den 8. maj 2008 besvarede ministeren et spørgsmål fra Karen J. Klint om ens kvalitetskrav til læger i forhold til krav om at have gennemført f.eks. et bestemt antal operationer for at kunne foretage visse behandlinger, at:
"Nu ville jeg altså være meget påpasselig med, at vi fra politisk hold går ind i de faglige vurderinger af, hvad der er lægefagligt forsvarligt, og hvad der ikke er lægefagligt forsvarligt. Jeg går ud fra, at de læger, der udfører operationer i det danske sundhedsvæsen, gør det under det ansvar, som nu påhviler dem ved at være læger."
På den baggrund bedes ministeren oplyse i hvilket omfang og for hvilke behandlinger, der i de lægelige kvalitetskrav også er indbygget nogle kvantitetskrav f.eks. antal oprationer udført af den enkelte læge, samt i hvilket omfang, der er forskel på sådanne krav over for læger på et offentligt sygehus og til læger, der udfører samme behandling på et privat sygehus.
For at lette sammenligningen bedes oplysningerne opstillet i skemaform.
Dato: 16-05-2008
Status: Endeligt besvaret