(Ordfører for forslagstillerne)
Per Clausen (EL):
Jeg synes jo, og det har jeg også sagt tidligere i dag, at det er vældig spændende at høre den debat, det her forslag har givet anledning til. Adskillige ordførere, måske først og fremmest hr. Bjarne Laustsen, har brugt megen anstrengelse på at tale om alt muligt andet inden for gmo-området end det, forslaget handler om. Det kan jeg måske godt forstå. Hvis vi skal til at skrive beretning om hele gmo-problematikken, kan jeg på baggrund af de udtalelser, der er faldet i dag, bare sige, at så har vi et grundigt arbejde foran os. For der er brug for en grundig proces, hvor folk bliver lidt mere indsigtsfulde med hensyn til den kritik, der er af, hvilken rolle gmo spiller i forhold til de globale sultproblemer osv.
Det er ikke temaet i dag. Jeg vil så også sige, at jeg er meget glad for, at Enhedslisten besluttede at fremsætte det her beslutningsforslag, for det kan vi få god anvendelse for resten af foråret, når vi er i gang med processen med at skrive en beretning. For hvis det nu skulle vise sig, at det, der er substansen i det her forslag, ikke kan komme med i en beretning sammen med alle mulige andre gode betragtninger - fred være med det - så har vi jo da i hvert fald et beslutningsforslag, vi kan komme til at stemme om inden sommerferien. Det tror jeg sådan set er en nyttig ting, for så kan folk da i hvert fald - hvis ikke det kan blive anderledes - få mulighed for at tage stilling til det dér. Men der skal ingen tvivl være om, at Enhedslisten med den energi, vi er i stand til at mobilisere i denne sag, vil gå ind i det udvalgssamarbejde, der skal gennemføres.
Jeg vil også sige nogle enkelte ting til sagens indhold. Det er jo lidt mærkeligt at fremsætte et forslag til folketingsbeslutning, som i virkeligheden er udtryk for, at vi forsøger at lempe dansk lovgivning, men det vil det her forslag faktisk betyde. For som det er nu, er de danske regler faktisk sådan, at man under ingen omstændigheder kan godkende gmo'er, som indeholder antibiotikaresistente markører, hvis disse anvendes i behandlingen af dyr og mennesker.
Det var derfor, vi i efteråret blev indkaldt til et møde med den daværende miljøminister, der fortalte os, at det ikke gik, for det stred mod EU-reglerne. Hun havde ikke nogen argumenter for, at det var sagligt forkert og sådan noget, men det stred mod EU-reglerne. Det var jo ikke imponerende, synes jeg, men alligevel gjorde jeg så det, at jeg forsøgte at sætte mig ind i EU-reglerne, og det har jeg arbejdet på lige siden.
Det viser sig jo, at EFSA ganske rigtigt har nogle kriterier, de bruger i deres bedømmelse. Jeg vil sige, at det sådan set er de kriterier, jeg forsøger at holde fast i, samtidig med at jeg siger, at når det kommer til spørgsmålet om, hvorvidt antibiotika bruges på mennesker eller ej, så tror jeg faktisk, at den europæiske medicinalstyrelse er bedre kvalificeret til at bedømme det end EFSA. For hvad er det, EFSA siger? Jo, de tager udgangspunkt i, at det er meget lidt sandsynligt, at der sker en overførsel, og at der også eksisterer resistens blandt mikroorganismer, som lever i miljøet og er levende organismer.
Når man hører debatten i dag, skulle man jo så tro, at EFSA ville sige: Af den grund godkender vi det bare. Men det har EFSA ikke gjort. Ud fra forsigtighedsprincippet inddeler EFSA på denne baggrund antibiotikaresistente markører i tre grupper. Gruppe et er den, som man umiddelbart kan bruge. Der er flere betingelser, der skal opfyldes, men den, jeg her vil fremhæve, er, at det er antibiotikaresistente markører, som overfører resistens til antibiotika, som har ingen eller kun ringe terapeutisk værdi i humanmedicin og kun begrænset anvendelse på bestemte områder i veterinærmedicin. Det er sådan set en præmis, der skal opfyldes. Her bliver det så endnu mere muntert, for EFSA gør sig nemlig klog på, hvad det er for noget antibiotika, som har den her betegnelse. Der tager man en række af de antibiotika med, som indgår i den gmo, som har været hovedanledningen til diskussionen i dag.
Så spørger man jo EMEA, og i stedet for at jeg skal stå og udlægge, hvad EMEA siger, så vil jeg referere til, hvad det er, Miljøministeriet oplyser at EMEA siger. Der svarer ministeriet på et spørgsmål, jeg har stillet, at deres nuværende og fremtidige anvendelsesmuligheder ikke kan klassificeres som værende af ingen eller af mindre terapeutisk værdi. Altså, det er EFSA, der selv opstiller et kriterium. De siger, at det af forsigtighedshensyn skal opfyldes. Man spørger klogt nok dem, der har forstand på det, om det her antibiotika opfylder det, og får den klare besked, at det gør det ikke. Herefter siger EFSA meget interessant, at det har de hørt på, men at de ud fra en helhedsvurdering alligevel godkender det.
Så vil jeg bare stille spørgsmålet: Hvad er forklaringen på, at man oprindelig af forsigtighedshensyn opstillede et ganske bestemt krav, når man så, når dette krav skal anvendes konkret, løber fra det? Det er derfor, jeg mener, det må være berettiget, også som politiker, at kritisere de processer og den beslutningsmetode, man har i EFSA, for de løber fra deres egne principper. Det synes jeg faktisk er ret vigtigt.
Der har været megen diskussion om de her principper. De er aldrig blevet politisk vedtaget, for det har Kommissionen aldrig ønsket, men Kommissionen har arbejdet ud fra dem, og EFSA har også arbejdet ud fra dem. Derfor er det måske ikke så underligt, at Kommissionen her i dag eller i går besluttede sig til, at man ikke ville godkende tre af de her genmodificerede plantetyper, fordi man sagde, EFSA skulle gøre sit arbejde en gang mere. Når man nu tænker på, hvor mange timer EFSA har arbejdet med det her, så opfatter jeg det sådan set på den måde, at Kommissionen siger, at de synes, at det ville være bekvemt, hvis EFSA kom frem til et andet resultat. Det er jo så, fordi man som politiker ikke tør træffe en beslutning. Nu kalder jeg så bare Kommissionens medlemmer for politikere, for det er de jo i praksis. Men man vil have nogle videnskabsmænd til at tage ansvaret.
Så pointen er her, at den del af vores forslag, som hedder punkt 1, gælder for alle antibiotikaresistente markører, og den går i al beskedenhed ud på, at de grundprincipper, som indtil nu har været gældende fra EFSA's side, skal gælde fremover, men med den lille præcisering, at det efter Enhedslistens opfattelse vil være klogere at overlade bedømmelsen af, om antibiotika skal bruges eller ikke bruges, til den europæiske medicinalstyrelse.
Det vil jeg sådan set gerne have nogle argumenter imod fra dem, der taler om, at de lytter til eksperterne. Hvad er det, der gør, at den europæiske fødevarestyrelse skulle være bedre egnet til at vurdere, om antibiotika bruges af mange og har betydning, end den europæiske medicinalstyrelse? Det er sådan set også noget af det, som vi kan få tid til at uddybe videre i udvalgsarbejdet.
Så til det andet punkt. Det er det med forsigtighedsprincippet. Jeg tænker, at det også kunne være lidt interessant at undersøge det. Der har været mange ministre på det her område, for på et tidspunkt var det spredt på mindst tre forskellige ministerier, og det kan også være derfor, det kan være endnu sværere at holde styr på alle papirerne. Når man kommer fra et lille parti, sidder man i mange udvalg. Derfor har jeg også styr på de svar, der er kommet fra miljøministeren i Miljøudvalget. Jeg ved, at dem i Europaudvalget også har fået dem tilsendt. Jeg er ikke klar over, om folk i Fødevareudvalget har fået dem, men ellers ville det sikkert være godt, at de fik dem, for de kunne afdække de faktuelle forhold ganske godt. Det er et meget rosværdigt og præcist arbejde, der er lavet.
Men kan man så benytte beskyttelsesklausulen? Man kan godt stille det principielle spørgsmål: Kan den benyttes? Jeg valgte i stedet for at spørge, om den er anvendt i adskillige EU-lande til at stoppe import af gmo. Og svaret er, at det er den. Jeg vil sige, når man undersøger det nærmere, at der findes eksempler på, at der er EU-lande, som har brugt beskyttelsesklausulen til at forhindre import af gmo'er, hvor EFSA og de danske eksperter med skråsikkerhed siger, at der overhovedet ikke er nogen risiko.
Så kan man spørge, hvad der er sket med de lande. Ja, det, der sker, går i hvert fald langsomt. Så min pointe er, at man altså godt kan bruge beskyttelsesklausulen, og man kan jo i første omgang bare sige, at vi sådan set bruger det samme forsigtighedsprincip, som EFSA har opstillet. Så tror vi bare på, at de, der beskæftiger sig med antibiotika, har mest forstand på det.
Det tredje punkt er så det der med MON 863. Ja, det er den gamle, som er godkendt for flere år siden. MON 863 er præcis lige så grim, som den et flertal i Europaudvalgets stemte imod sidst. Pointen var bare, at man på det tidspunkt i Europaudvalget ikke havde den samme viden om de her ting, som man har i dag. Jeg må også indrømme, at hvis jeg engang skal komme ind på, hvilken sag der har givet anledning til, at jeg har været nødt til at stille flest spørgsmål for at finde ud af, hvordan tingene hænger sammen, så er det her et godt eksempel.
Men til sidst har vi altså fået svarene, og de svar, vi fik fra Miljøudvalget, som kom umiddelbart før europaudvalgsmødet den 8. februar, var nok også udslagsgivende. Sagen er bare, at da man godkendte den oprindelige MON 863, troede man stadig væk på det, som EFSA sagde dengang, nemlig at det antibiotika ikke blev brugt ret meget. Det var først, da vi fandt ud af, hvad EMEA i virkeligheden havde svaret, at vi fik mulighed for at forholde os til sagens substans.
Vi går altså meget gerne ind i et udvalgsarbejde om en beretning, men jeg er i den her sag nok lidt fokuseret på det, som har været sagens kerne.