Beretning afgivet af Erhvervsudvalget den 11. juni 2008

Beretning

over

Forslag til folketingsbeslutning om sikring af udbetaling af erstatning til kritisk syge

[af Niels Sindal (S), Jens Christian Lund (S) og Morten Helveg Petersen (RV)]

 

1. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 11. marts 2008 og var til 1. behandling den 23. april 2008. Beslutningsforslaget blev herefter henvist til behandling i Erhvervsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 1 møde.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse fra Forsikring & Pension. Økonomi- og erhvervsministeren har over for udvalget kommenteret den skriftlige henvendelse til udvalget.

Deputationer

Endvidere har Forsikring & Pension mundtligt over for udvalget redegjort for sin holdning til beslutningsforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 2 spørgsmål til økonomi- og erhvervsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

2. Politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af EL) understreger med udgangspunkt i debatten under førstebehandlingen af beslutningsforslaget vigtigheden af, at forsikringstagere får udbetalt den erstatning, som de har krav på, når forsikringstagerne får stillet diagnosen kritisk sygdom.

Udfordringen er, at en række af de personer, som bliver ramt af en kritisk sygdom, ikke anmelder deres krav, fordi de ikke er opmærksomme på eller ikke vidende om omfanget af deres forsikringsdækning.

Flertallet er opmærksomt på, at det er vanskeligt for forsikringsselskaberne at sikre kontakten til kunder, der har en kritisk sygdom. Men fordi retten til ydelsen er en del af en forsikringspolice, kan ansvaret ikke flyttes over til kunden alene. Også branchen har et stort ansvar, ligesom det offentlige bør se på mulighederne for at bidrage til, at flere kritisk syge får udbetalt erstatning. I den forbindelse er flertallet opmærksomt på, at oplysninger om en persons helbred er følsomme oplysninger, hvilket rejser nogle udfordringer med hensyn til mulighederne for at videregive den viden, der er til stede i sundhedsvæsenet, under sikre forhold til forsikringsselskaberne.

Flertallet er endvidere opmærksomt på, at det allerede i dag er muligt for forsikringsselskaberne at fravige gældende forældelsesfrister til gunst for kunden.

Flertallet finder, at der på den baggrund er behov for, at der gøres en indsats på informationssiden, så forsikringstagerne bliver mere bevidste om, at de har krav på erstatning i forbindelse med kritisk sygdom. Flertallet har i den forbindelse noteret sig, at forsikringsbranchen har to initiativer på vej. For det første arbejdes der på et pilotprojekt mellem Region Midtjylland og et pensionsselskab om automatisk besked ved kritisk sygdom. Målet er, at personen automatisk får tilsendt et brev med orientering om, at der kan være mulighed for dækning fra personens forsikringsselskab. For det andet arbejder branchen på at lancere en informationskampagne målrettet kritisk syge. Forsikringsbranchen har oplyst, at lanceringen forventes at ske i efteråret.

Flertallet opfordrer økonomi- og erhvervsministeren til at fortsætte dialogen med branchen om de iværksatte initiativer og inden udgangen af 2009 at udarbejde en redegørelse til Folketinget om branchens initiativer og erfaringerne hermed, herunder om branchens anvendelse af og erfaringer med muligheden for at afvige fra de lovmæssige forældelsesfrister til gunst for kunden.

Et mindretal i udvalget (EL) kan ikke tilslutte sig flertallets udtalelse, særlig på grund af sætningen om mulighederne for at videregive den viden, der er til stede i sundhedsvæsenet, under sikre forhold til forsikringsselskaberne. En sådan form for videregivelse vil Enhedslisten ikke være med til.

P. u. v.
Hans Christian Schmidt
formand

 

+++Bilag+++Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende B 69

Bilagsnr.

Titel

1

Henvendelse af 14/5-08 fra Forsikring & Pension

2

1. udkast til beretning

Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende B 69

Spm.nr.

Titel

1

Spm. om kommentar til henvendelsen af 14/5-08 fra Forsikring & Pension, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå

2

Spm. om, hvilke initiativer ministeren vil tage for at sikre, at forsikringstagere, som får stillet diagnosen kritisk sygdom, får udbetalt den erstatning, som de har krav på, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå