(Ordfører)
Christian H. Hansen (DF):
Jeg skal gøre det kort.
Forslaget her om et dyreværnspoliti fremsat af Dansk Folkeparti får af Folketinget poten nedad lige om et øjeblik. Det synes vi i Dansk Folkeparti er kedeligt. Vi synes så også, at vi samtidig kan konstatere det virkelige dyrevelfærdshjerte her i Folketinget; det er nemlig ikkeeksisterende.
Jeg skal rette en tak til Socialistisk Folkeparti, som har valgt at støtte forslaget, og som har kunnet indse den mulighed, der faktisk ligger i det her forslag, nemlig at man i forligskredsen om flerårsaftalen for politiforliget kunne drøfte det her forslag og dermed sikre, at dyrene fik nogle bedre rettigheder.
En af grundene til, at Folketingets flertal stemmer det ned, er jo selvfølgelig, at folketingsmedlemmerne har gennemtænkt, at dyr ikke kan stemme. Derfor ser de ingen grund til at støtte det - og fordi der ikke er stemmer i det, er de ligeglade med dyrenes behandling i det danske samfund.
På dyrenes vegne synes jeg det er kedeligt, at det her forslag bliver stemt ned i dag. Det er sørgeligt.
Jeg vil gerne rette en tak til de mange mennesker, der, som jeg ved, i løbet af ugen vil demonstrere til fordel for det her forslag. En tak til dem, som har bakket op om arbejdet og om det her nødvendige forslag, som støttes af en rigtig stor befolkningsgruppe. Justitsministeren har modtaget rigtig mange underskrifter fra folk, som ønsker at få det her gennemført.
Jeg kan sige, at vi i Dansk Folkeparti fortsætter kampen for dyrene og for at få indført et dyreværnspoliti i Danmark, således at dyrene får nogle rettigheder. Måske var det mest rigtigt, hvis vi først fik lavet et forslag, der handlede om, at dyrene fik stemmeret. For så tror jeg nemlig, at indstillingen til dyrevelfærd ville blive helt anderledes i Folketinget.