Til Folketingets retsudvalg
På vegne af Dansk Selskab til sikring af Lægers Ytringsfrihed, skal vi hermed takke for muligheden for at få foretræde for Retsudvalget onsdag den 18. juni 2008 kl. 14.45. Baggrunden for vores ønske om at få foretræde er, at DSLY, som blev stiftet i marts 2001 på baggrund af nogle opsigtsvækkende sager om fyring af ledende læger, der havde brugt deres grundlovssikrede ytringsfrihed, siden da har beskæftiget sig med området. DSLY har afholdt en lang række møder, hvor mange af de læger der har været udsat for knægtelse af ytringsfriheden har berettet om deres sager, hvor politikere fra de daværende amter og for folketinget, ansatte i folketingets ombudsmandsinstitution, repræsentanter fra lægeforeningen, og fra hospitalsledelser, og har berettet om problemerne og diskuterede løsninger (bilag). En række af bidragene førte til udgivelsen til debatbogen i 2005 (Niels Høiby redaktør) "Råb op og sig stop - lægers ytringsfrihed i krise"
(Gyldendal). De trykte og elektroniske medier har ligeledes interesseret sig meget for vores arbejde. I vedlagte bilagsmateriale er der en lille oversigt over 16 læger, hvor vi har været involveret i ytringsfrihedssager, og hvoraf tre har ført til ombudsmandsrapporter, der har støttet de krænkede læger.
DSLY var derfor meget glade, da regeringen nedsatte et udvalg under professor og senere højesteretsdommer dr.jur. Jens Peter Christensen, som fremkom med et betænkning om ytringsfrihed og meddeleret for offentlige ansatte i marts 2006. Desværre var udvalgets anbefalinger meget skuffende, men ikke overraskende, idet ni af udvalgets medlemmer repræsenterede chefer i forvaltningen, mens kun seks repræsenterede de ansatte, og dermed dem der er udsat for at få knægtet ytringsfriheden. Udvalgets anbefalinger var derfor ikke overraskende for DSLY. Justitsministeren fremkom i september
2006 så med den anbefalede vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed, men i øvrigt ingen andre initiativer. Denne vejledning blev meget lidt omtalt i pressen, og er stort set ukendt blandt offentligt ansatte, men den kan findes på DSLYs hjemmeside (www.dsly.dk), og er for nylig omtalt i et personaleblad (bilag). DSLYs erfaring er desværre, at tingene ikke har ændret sig nævneværdigt efter at betænkningen og vejledningen er kommet i 2006. Yderligere har den nye universitetslov medført problemer med ytringsfrihed også på universiteterne, som det har været omtalt i pressen, og som ligger til grund for en stor underskriftsindsamling blandt universitetslærere og for magisterforbundets klage til UNESCO.
På den baggrund støtter DSLY Enhedslistens forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af et nævn til sikring af offentligt ansattes ytringsfrihed.
DSLY har ved formanden været inddraget i det forberedende arbejde omkring forslaget til folketingsbeslutning, og kan derfor gå ind for forslaget i dets fulde omfang.
Med venlig hilsen
Niels Høiby
Professor, overlæge, dr.med.
Formand for DSLY
Torben Ishøy
Overlæge
Kasserer i DSLY