Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 5 vedrørende forslag til folketingsbeslutning om mulighed for eftergivelse af sagsomkostninger i straffesager (B 57), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 14. april 2008.
Lene Espersen
/
 Ole Hasselgaard
Spørgsmål nr. 5 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til folketingsbeslutning om mulighed for eftergivelse af sagsomkostninger i straffesager(B 57):
â€Hvor stor en del af de betalte sagsomkostninger sker ved selvindbetalte afdrag henholdsvis ved lønindeholdelse (angivet procentvis)?â€
Svar:
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Rigspolitiet.
Rigspolitiet har oplyst, at der ifølge politiets regnskabssystem blev indbetalt ca. 48,7 mio. kr. i sagsomkostninger til politiet i 2007. Det bemærkes, at indbetalingerne kan vedrøre beløb, der er indkrævet i tidligere år.
Indbetalingerne vedrører kun selvindbetalte afdrag, idet adgangen til at foretage lønindeholdelse ved lov nr. 429 af 6. juni 2005 om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer blev overført til Skatteministeriet. Loven trådte i kraft 1. november 2005.
Rigspolitiet har desuden oplyst, at Rigspolitiet ikke er i besiddelse af oplysninger om omfanget af betalte sagsomkostninger ved lønindeholdelse i 2007.
Rigspolitiet er ikke i øvrigt i besiddelse af statistiske oplysninger forud for 2005 om størrelsesforholdet mellem selvindbetalte afdrag og lønindeholdelse.
Justitsministeriet har desuden til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra SKAT, Inddrivelsescentret.
Der henvises herom til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 4 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslaget til folketingsbeslutning. Af det bilag, der er vedlagt denne besvarelse, fremgår det bl.a., hvilke beløb der i 2007 er indkommet ved debitorindbetaling og lønindeholdelse.