(Ordfører for forslagstillerne)
Line Barfod(EL):
Jeg vil gerne takke for debatten og takke både Socialdemokratiet, SF og De Radikale, der er positive over for, at vi er nødt til at diskutere, hvad vi skal gøre ved fattigdomsproblemerne. Jeg er fuldstændig enig i, at der i den grad er behov for at diskutere, hvordan vi kan få en socialpolitik i Danmark, og jeg håber også, at der, når vi får et nyt flertal, også vil være flertal for, at vi skal have en socialpolitik og en socialminister i Danmark. Jeg mener, det er meget betegnende, at vi i dag har et flertal, der ikke ønsker socialpolitik eller socialminister, og at det nok er et væsentligt udtryk for, hvilken holdning man har til de mennesker, der er undergivet socialpolitikken i dag og har problemerne.
Lige nogle korte bemærkninger til debatten, først om overenskomsterne og det, at vi har taget dem med. Jeg er helt med på, at der er masser af de offentligt ansatte, der har brug for lønstigninger, som vi ikke kan kalde fattige. Men når vi har taget dem med her, er det, fordi vi konstant bliver mødt med argumentet om, at det skal kunne betale sig at arbejde. Vi mener, det er fornuftigt at have det argument, og derfor har vi sagt: Lad de lavestlønnede stige, så man kan se, der er den forskel. Man skal lave forskellen ved at lade de laveste lønninger stige og sørge for, at der er en ordentlig løn, frem for ved at tvinge lønningerne ned og tvinge de sociale ydelser endnu længere ned, sådan som vi kan se det ske med den sociale dumping, vi kan se i øjeblikket via østarbejdere og andre.
Så har nogle sagt, at vi ikke må blande os i overenskomsterne. Nu er det jo altså sådan, at det er finansministeren, der sidder for bordenden og dikterer, hvor mange penge der må gives, og derfor er det altså meget svært at påstå, at politikerne ikke blander sig i overenskomstforhandlingerne, når det er politikere, der sidder for bordenden og bestemmer, hvad der må gives. Derfor mener vi, at Folketinget skal sikre, at der er penge nok til at kunne give en lønforhøjelse, men selvfølgelig skal det være ved overenskomstbordet, man fordeler pengene og bestemmer, hvilke grupper der skal have hvor meget.
Flere har været inde på, at de synes, det er et meget sort billede, vi tegner af Danmark. Jeg synes, vi har forsøgt at tegne billedet af, at rigtig mange af os har fået masser af privat velstand. Vi kan tage ud at rejse, vi kan købe fladskærm, vi kan købe nærmest det tøj, vi har lyst til, til vores børn, og vi kan efterhånden nærmest ikke komme ind på børneværelset for bare legetøj. Man ved ikke helt, hvad man egentlig skal købe som julegave og fødselsdagsgave, fordi de har det hele i forvejen.
Men samtidig med at mange af os har fået så meget privat velstand, bl.a. på grund af de stigende boligpriser, skattestop osv., som fru Marianne Jelved var inde på, er der altså stadig en væsentlig gruppe mennesker i Danmark, som ikke har fået del i den velstand. Jeg synes faktisk, det er fattigt - for at bruge en anden betydning af ordet fattig - at der er partier her i Folketinget, som ikke synes, det er et problem, at der er familier, der ikke har råd til noget af det, som vi her i Danmark i dag normalt betegner som noget, som vi går ud fra at alle har.
Den konservative ordfører sagde: Jamen vi har jo den forebyggende tandpleje, så i dag har alle da råd til at have gode tænder. Det er bare ikke den virkelighed, rigtig mange mennesker oplever. Der er mange mennesker på førtidspension, på folkepension, på kontanthjælp osv., der ikke har råd til det forebyggende tandlægebesøg, og som ikke har råd til at få lavet noget ved tænderne, når der er behov for det. Det er en af de tydeligste måder, man kan se fattigdommen i Danmark på i dag. Man kan ofte ikke se det på folks tøj, som man kunne for 50 og 100 år siden, men man kan se det på tænderne, og jeg mener, vi er nødt til at tage alvorligt, at der er mennesker, der ikke har råd til noget så basalt som at sørge for, at deres tænder er i orden.
Der er mennesker, som ikke har råd til at købe den medicin, de har brug for, og som derfor bliver endnu mere syge. Der er mennesker, som isolerer sig socialt, fordi de ikke har råd til at være med i et socialt netværk. De har ikke råd til at købe en gave til deres barnebarn, eller hvis det er sådan, at de har børn, har de ikke råd til at betale, så deres børn kan have en gave med til fødselsdag hos de andre børn i klassen, og de har heller ikke råd til selv at holde fødselsdag for deres børn.
Så kan man sige, at det er luksusproblemer i forhold til den fattigdom, vi havde for 100 år siden, eller i forhold til den fattigdom, der er i Afrika, og det er jo klart nok. Men det er jo bare ikke det, man sammenligner med. Det, man sammenligner med, er, hvordan de fleste folk har det i Danmark. Der er altså en voldsom kløft og en stigende ulighed mellem den velstand, som mange af os lever i, og den fattigdom, som nogle lever i, og det mener vi man er nødt til at gøre noget ved.
Jeg kan simpelt hen ikke forstå, hvordan man med sig selv kan synes, det er i orden, at der godt er råd til at give over 100.000 kr. om året i tilskud til mennesker, der har rigeligt råd til selv at spare op til deres pension. De får et tilskud fra staten på over 100.000 kr., og staten er altså de øvrige skatteborgere, bl.a. nogle af dem, der har de laveste indkomster.
Men samtidig mener man, at der er mennesker her i landet, der skal leve for mindre end 100.000 kr. om året. Der er jo blevet skåret i kontanthjælpen, der er blevet indført kontanthjælpsloft, starthjælp, 300-timers-regel osv., som gør, at en række mennesker har mindre at leve for, end de havde tidligere, og jeg synes, det er meget svært at forstå, hvordan man får det til at hænge sammen.
Så mener jeg, vi også bør være opmærksomme på, at der er et demokratisk problem, når en del af befolkningen oplever, at man ikke tager deres problemer alvorligt, og oplever, at der ikke er nogen, der gør noget, for at de kan blive en del af samfundet. De støder konstant ind i systemet og oplever hele tiden at have problemer, og så opfatter de sig ikke som en del af samfundet og heller ikke som en del af demokratiet.
Man har undersøgt, hvilke mennesker der ikke deltager i valg i Danmark, og det er den samme gruppe mennesker som for 40 år siden. Nøjagtig ligesom uligheden er den samme i dag som for 40 år siden, står vi også med det samme demokratiproblem som for 40 år siden, nemlig at de, der har de laveste indkomster, ikke deltager i demokratiet, fordi de ikke kan se, at det for dem. De kan ikke se, at vi har lavet et samfund, som også er for dem, og hvis vi ønsker demokrati for alle, mener jeg, vi er nødt til også at lave en politik for de mennesker, som ikke kun går ud på at sige, at de skal piskes til at komme i arbejde, hvis de f.eks., som mange af dem er, er for syge til det eller har andre problemer.
Jeg kan forstå, at vi må vente, til vi får et nyt flertal, men det en udfordring, og jeg håber faktisk, at der også er nogle i de partier, der har flertal i dag, som kunne tænke sig at komme ud i virkeligheden. Jeg siger ikke, at man skal leve for de ydelser i en måned, men at man bare kan prøve at gå ned i supermarkedet med indkøbsvognen og købe ind for 30 kr. mad til en selv og til to børn om dagen. Så kan man se, hvor meget mad man vil have råd til at købe for 30 kr. om dagen til en selv og to børn. Man skulle prøve at stable det op for 7 dage og se, om man tror, man kunne leve 1 uge for det, som man mener er nødvendigt for en enkelt dag - året rundt.
En af grundene til, at vi ikke tager de problemer alvorligt nok, er jo, at der er så stor forskel i vores levestandard. Det beløb, som en person på starthjælp har at leve for, og som skal dække alle udgifter, er jo det samme som det, vi som folketingsmedlemmer får i skattefri ydelser om måneden for bare at kunne klare vores taxaregninger og mobiltelefoner osv. Men det er altså det, som de mennesker skal betale husleje af, det er det, de skal købe mad, tøj, toiletpapir, tandpasta osv. for - det skal dække alt, hvad de har af udgifter.
Jeg synes, man skulle overveje at prøve at sætte sig ind i, at det altså er en helt anden slags liv, og at det betyder noget for de mennesker, at man ikke tager dem alvorligt, men siger, at de bare skal gå ud og betale, og at de bare skal få styr på deres økonomi. Jeg synes, det er rigtig vigtigt at få styr på økonomien, og at det er rigtig vigtigt at få gjort noget ved gældsproblemer, men jeg mener, det er lidt foragteligt over for de mennesker, at man ikke sætter sig ind i, at selv om de har nok så meget styr på det, selv om de har bogført hver eneste krone og ved, hvad hver eneste krone skal gå til, har de ikke penge nok til at betale de udgifter, de har, og det er derfor, en del af dem også ender med at blive sat ud af deres bolig.
Jeg håber, at hvis vi bliver ved med at rejse denne debat, kan vi også få flyttet noget på området og begynde at tage alvorligt, at der er nogle mennesker her i samfundet, der bliver efterladt i fattigdom, samtidig med at nogle af os andre får mere og mere velstand.