Udvalget udbeder sig ministerens besvarelse af følgende spørgsmål:

B 49

Forslag til folketingsbeslutning om ligestilling mellem kvinder og mænd vedansættelse som præster i den danske folkekirke.Af Lone Dybkjær (RV) m.fl.

Spørgsmål 3

Hvad er ministerens kommentar til, at Kirkeministeriet på spørgsmålet om,hvorvidt grundlovens § 67 medførte, at menigheder måtte undtages fraligebehandlingslovens regler bl.a. svarede, at”Kirkeministeriet er enig i udvalgetsvurderinger, idet bemærkes, at det rejste problem har betydning i relation tiluden for folkekirken stående trossamfund. På den baggrund må Kirkeministerietfinde det ønskeligt, at de uden for folkekirken stående trossamfunds valg afpræster udelukkes fra gennemførelseslovgivningens anvendelsesområde imedfør af undtagelsesbestemmelsen i direktivet .. (…),jf. bemærkningerne til B49 med kildehenvisning?

Spørgsmål 4

Er ministeren enig i, at det kun var en politisk forudsætning for vedtagelsen afligebehandlingsloven, at folkekirken blev undtaget fra ligebehandlingsloven vedbekendtgørelse nr. 350 fra 1978, som der henvises til i en udtalelse til fraFolketingets Ombudsmand, der er delvist gengivet i ministerens svar på PØU B49 – spørgsmål 1, og jf., at det i ombudsmandens udtalelse straks efter det iministerens svar gengivne hedder, at”En nærmere stillingtagen til, om der forkirkeministeriet bestod en egentlig forpligtelse (i retlig forstand) til at udstedebekendtgørelsen, er efter min mening unødvendig for besvarelsen af det nævntespørgsmål”?

Spørgsmål 5

Er ministeren på baggrund af spørgsmål nr. 3 og 4 enig i, at det ved vedtagelsen

af ligebehandlingsloven blev lagt til grund i Kirkeministeriet og i Folketinget, atgrundlovens § 67 alene krævede, at de udenfor Folkekirken ståendetrossamfund blev undtaget ligebehandlingsloven?

Spørgsmål 6

Ministeren bedes kommentere nedenstående vurderinger fremsat af professor dr.jur. Hans Gammeltoft-Hansen i artiklen ”Grundloven, religionsfriheden ogFolkekirken” (Folketingets festskrift i anledning af grundlovens 100 års jubilæumside 455, 456-457 og 462-463) og i den forbindelse tilkendegive, om ministerener enig i, at grundlovens § 4 og ikke grundlovens 67 er den afgørendebestemmelse for, hvilken regulering der ved lov kan ske i folkekirkens forhold?- "Ordningen er med andre ord den, at Folkekirken er det eneste trossamfund,hvor staten - ved Folketing og kirkeminister - har fuld og hel kompetence i alleanliggender. Det gælder også de indre, dvs. netop de forhold, hvor alle andretrossamfund ved grundlovens § 67 er beskyttet mod statens indblanding."- ”En grænse sætter grundloven dog både for Folketingets lovgivning og forkirkeministeriets udøvelse af sin forvaltningskompetence. Det er den grænse derovenfor i den indledende oversigt over grundlovens kirkelige bestemmelserberørtes i forbindelse med omtalen af § 4, 1. led.”- "Det afgørende element i religionsfrihedens princip, således som det er fastlagt i grundlovens § 67, erbeskyttelsen mod statsmagtens indgreb i de enkelte trossamfunds indre anliggender, det være sig ved lov,administrative forskrifter eller konkrete forvaltningsakter m.v. Da instrumenterne til - de grundlovsforbudteindgreb i religionsfriheden således er ganske de samme, som anvendes til Folkekirkens styring, kommer det tilat tage sig ud, som om landets største trossamfund er berøvet religionsfriheden, dvs. beskyttelsen eftergrundlovens § 67. Den rette måde at anskue forholdet på er imidlertid en anden. Den bygger på erkendelsen ogafklaringen af, at Folketinget (og regeringen ved kirkeministeren) udøver en særlig og reelt anderledes funktion iegenskaben af det øverste Fokekirkestyre. Folketinget er befolkningens øverste repræsentative organ; ( ……) Iudøvelsen af sin funktion som Folkekirkens styrelse er Folketinget (og regeringen, forvaltningen og domstolene)forfatningsmæssigt bundet af bestemmelsen i grundlovens § 4, 1. led, hvorefter Folkekirken er og skal væreevangeligsk-luthersk. Ved regulering af og indgreb i Folkekirkens indre anliggender skal statsmagten og densorganer således respektere evangelisk-luthersk lære. I en vis forstand kan man sige, at det er i dennegrundlovsbestemmelse, beskyttelsen af Folkekirkens religionsfrihed skal findes. § 4, 1. led, værner Folkekirkensfrihed og ret til at forblive evangelisk-luthersk. At der er tale om en beskyttelse af en ganske anden karakter enddet almindelige værn efter § 67, er dog indlysende § 67 indeholder ikke en regel, hvorefter statsmagten godtkan gribe ind i f.eks. Mosaisk Trossamfunds eller Baha´i Samfundets religiøse praksis og udfoldelse, så længedet blot iagttages, at der ikke dermed bliver tale om konsekvenser, som strider mod mosaisk eller Baha´i-muslimsk lære. Beskyttelsen efter § 67 er langt mere fremskudt, idet statsmagten simpelthen er helt afskåret fraat foretage nogen form for indgreb, så længe hensynet til sædeligheden og den offentlige orden ikke er truet.Selv om den er – og må være - af en ganske anden art end den almindelige beskyttelse af religionsfriheden, erdet ikke desto mindre i grundlovens § 4, 1. led, at Folkekirken må finde sin religiøse beskyttelse i forhold tilstatsmagten. Det er derfor væsentligt at trække denne, gennem mange år upåagtede, bestemmelse frem ogunderstrege dens normative karakter.”

Spørgsmål 7

Ligger Kirkeministeriet inde med en juridisk analyse, der godtgør, at B 49 skullevære i strid med grundlovens § 4, som efter professor dr. jur. HansGammeltoft-Hansen er den relevante grundlovsbestemmelse ved fastlæggelse afgrænserne for, hvilken regulering Folkekirken kan undergives fra Folketingetsside, og vil ministeren i givet fald gøre udvalget bekendt med en sådan analyse?

Spørgsmål 8

Er ministeren, såfremt ministeren forsat finder, at B 49 strider mod grundloven,indstillet på at lade uafhængige sagkyndige jurister f.eks. fra universiteternevurdere, om grundloven faktisk udelukker, at folkekirken omfattes afligebehandlingsloven?

Spørgsmål 9

Ministeren bedes kommentere nedenstående passage fra artiklen ”Grundloven,religionsfriheden og Folkekirken” af professor dr. jur. Hans Gammeltoft-Hansen iFolketingets festskrift i anledning af grundlovens 100 års jubilæum side 455-56og i den forbindelse tilkendegive, om ministeren er enig i, at der ikke kanopstilles en generel praksis for, at Folketinget af politiske/principielle grundeundlader at regulere områder, der kan siges at høre under folkekirkens ”indreanliggender”?-”Nu kunne det tænkes, at statens organer dog i praksis agerede på en sådanmåde, at Folkekirken i alt væsentligt nød samme frihed og selvbestemmelsesom andre trossamfund. Det er således ofte blevet gjort gældende underfolketingsdebatter, at Tinget udviser en srælig tilbageheldenhed med at lovgiveom Folkekirkens indre anliggender. En sådan tilbageholdenhed kan da ogsåkonstateres i en række sammenhænge; men den hindrer dog ikke, at der tidefter anden kommer lovgivning om højst følsomme og centrale indre anliggender,f.eks. afgørelse af lærespørgsmål.”

Spørgsmål 10

Mener ministeren, at undtagelsen fra ligebehandlingsloven også kan anvendes tilat begrænse kvinders adgang til at uddanne sig som præster til ansættelse ifolkekirken?

Spørgsmål 11

Hvorfor opretholdes undtagelsen i ligebehandlingsloven for ansættelser ifolkekirken, når ministeren under 1. behandling udtaler: ”For når man taler omligestilling i ansættelsen i præsteembeder, har der været ligestilling i mange år”.

Spørgsmål 12

Ministeren bedes endvidere bekræfte, at det i stedet vil være muligt at opstarteen frimenighed, hvis man mener, det skal være muligt at forskelsbehandlemænd og kvinder på grund af køn ved ansættelse i folkekirken som præst?

Det Politisk-Økonomiske Udvalg

Til:

Dato: