Bilag til udenrigsministerens                                                                               Forsvarsudvalget

skrivelse af 21. januar 2008                                                                              (B 33 – spørgsmål 1)

                                                                                                                                              (offentligt)

 

Spørgsmål nr.: 1

Ministeren bedes redegøre for mandatet for det danske sømilitære bidrags magtanvendelse, herunder om det er indskrænkende eller udvidende i forhold til andre deltagerlandes.

 

Svar:

 

Mandatet, herunder til magtanvendelse, er beskrevet i beslutningsforslaget. Heraf fremgår, at FN’s havretskonvention i kapitel VII om det åbne hav indeholder en række generelle bestemmelser om flådefartøjers adgang til at træffe foranstaltninger til bl.a. bekæmpelse af pirateri, og at denne adgang også gælder det sømilitær bidrag, der foreslås indsat i Task Force 150. Det fremgår videre af beslutningsforslaget, at det danske sømilitære bidrag herudover alene vil have mandat til magtanvendelse i selvforsvar, og at dette også omfatter en adgang til at udøve selvforsvar af øvrige koalitionspartneres bidrag.

 

Som nævnt i bemærkningerne til beslutningsforslaget kan øvrige nationers regler for magtanvendelse være udvidede eller indskrænkede i forhold til de danske. Som nævnt i besvarelsen af spørgsmål 10 forventes dette ikke at medføre konflikter i forhold til Danmarks eventuelle rolle som leder af Task Force 150.

 

De specifikke regler for magtanvendelse er af operative grunde samt af hensyn til personellets sikkerhed klassificerede.