(Ordfører)
John Dyrby Paulsen (S):
Den her opgave ud for Afrikas østkyst, ud for det, der hedder Afrikas Horn, er vi blevet bedt om at påtage os af Frankrig, som i øjeblikket på eget initiativ hjælper de nødhjælpsskibe, som sejler fra Mombasa i Kenya til havne ved den somaliske kyst. De sejler med nødhjælp. Det er sådan, at de institutioner, der er i Somalia, får over 80 pct. af deres nødhjælpsforsyninger ad søvejen, og vi har set eksempler på pirateri også mod de her nødhjælpsskibe, forstå det hvem der kan, men det har vi. Det har betydet noget, at Frankrig har ledsaget de her skibe, det har forhindret pirateri, og vi har nu fået en anmodning om også at stille et skib til rådighed.
Det kan vi støtte fra Socialdemokratiets side. Vi kan støtte, at vi sender »Thetis« af sted til Østafrikas kyst for at ledsage de her skibe. Vi kan også støtte, at der er det, der hedder maritimt personel, med, det betyder, at frømandskorpset følger med. Det her er altså alvorligt, det er skarpt, og vi har tænkt os at gøre noget ved det, hvis der er pirater, som skulle finde på at forgribe sig på de her nødhjælpsskibe.
Jeg synes, man også skal glæde sig lidt over, at »Thetis«, som nu er sendt af sted, er et skib, som er bygget specielt til indsats ved Grønlands kyster, og det betyder, at hvis vi som følge af klimaforandringer og alt muligt andet skulle få frost ud for Afrikas Horn, så er »Thetis« specielt velegnet til at modstå den her frostrisiko, der måtte komme, så det kan vi også glæde os over.
Men alt i alt er det et godt og ædelt formål, og vi har jo også den holdning, at forsvaret skal bruges, hvor de er gode, og det her er en af de ting, som forsvaret og søværnet er specielt gode til, så vi støtter varmt det her tiltag.