Udvalget for Videnskab og Teknologi

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

 

Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 1 (B 30) stillet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 22. april 2008.

 

 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Helge Sander

 


 

Spørgsmål nr. 1 stillet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 22. april 2008 til Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling (B 30).

 

 

 

Spørgsmål 1

 

Agter ministeren at inddrage Folketingets partier i den videre proces, samt hvad denne proces efter ministerens opfattelse skal gå ud på?

 

Svar

 

Videnskabsministeriet formulerede i december 2007 et sæt initiativer, der har til formål målrettet at højne de it-svage gruppers it-færdigheder ved blandt andet at bevidstgøre om behov og inspirere til en videreudvikling af den enkeltes it-færdigheder.

 

Vi er i øjeblikket i gang med at færdiggøre udmøntningen af initiativerne:

-          Tjek dine it-færdigheder og lær mere

-          Lær mere - nye mÃ¥lrettede koncepter for certificering

-          Lær med it – og lær det hvor du er.

-          En lettere hverdag - bliv vild med it!

-          Brug de offentlige digitale selvbetjeningsløsninger

 

Udmøntningen omfatter blandt andet en afklaring af den konkrete håndtering af projekterne og en kortlægning af mulige samarbejder i en tæt dialog med potentielle samarbejdspartnere.

 

Udmøntningen af initiativerne skal understøtte den brede indsats, der allerede foregår i samfundet, for eksempel på arbejdsmarkedet, og spille sammen med de mange øvrige initiativer, der allerede er iværksat, på tværs af den offentlige sektor til en styrkelse af borgernes it-færdigheder. Det gælder for eksempel den nationale strategi for IKT-støttet læring og den brede satsning på it fra folkeskolen til voksen- og efteruddannelse.

 

Jeg mener, at en af de bedste måder vi herudover kan understøtte it-færdighederne på, er ved at etablere digitale løsninger, der er relevante og giver værdi for den enkelte. Det er netop derfor, at den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi har fokus på brugervenlige offentlige digitale løsninger med borgeren i centrum.

 

Det gælder i forhold til privatlivet, hvor vi med digitale løsninger som borger.dk version 2, sætter fokus på brugervenlige digitale løsninger, som er skræddersyet til den enkeltes behov.

 

Og det gælder i forhold til digital understøttelse af konkrete arbejdsfunktioner, hvor vi i dag ikke udnytter de digitale muligheder fuldt ud – det kunne for eksempel være på plejeområdet. Med finansloven for 2008 blev der afsat tre milliarder kroner til investeringer i arbejdskraftbesparende teknologi og nye arbejds- og organisationsformer.

 

Jeg vil naturligvis orientere Folketingets partier om udmøntningen af initiativerne.

 

Hvis der er yderligere konkrete ønsker til fremtidige initiativer i relation til befolkningens it-færdigheder, kunne det være relevant at finde finansiering i forbindelse med efterårets finanslovsforhandlinger.