(Ordfører for forslagstillerne)
Christine Antorini (S):
Allerførst vil jeg gerne takke for debatten. Det er jo i hvert fald hver gang interessant at høre, hvilke nye argumenter der er fra regeringen og Dansk Folkeparti imod at tilbageføre den frihed, som uddannelsesstederne havde før, til selv at beslutte en bred vifte af eksamensformer. Jeg vil komme tilbage til det.
Men inden da vil jeg allerførst takke den brede kreds, som er med omkring forslaget om at genindføre retten til gruppeeksamen. Især tak til Ny Alliance, som også har det som en del af sin uddannelsespolitik. Jeg ville jo også gerne have haft takket fru Birgitte Josefsen fra Venstre for at stå ved, at det faktisk er vigtigt med den frihed, der er, til at kunne beslutte forskellige eksamensformer, men jeg kunne forstå på Venstres ordfører, at der er en benhård gruppedisciplin, så selv om fru Birgitte Josefsen tidligere har stemt for præcis det samme beslutningsforslag, vil det så ikke ske nu.
Nu er hun så ikke til stede i salen her i dag, så vi må vente, til forslaget kommer til anden behandling, med at se, om der dog alligevel ikke er lidt, jeg vil ikke sige mandsmod, men så kvindemod med hensyn til at holde fast ved det principielle synspunkt faktisk at give mulighed for, at uddannelsesstederne selv kan beslutte viften af eksamensformer.
Når jeg lægger lidt vægt på det her, er det jo, fordi det, vi har svært ved at forstå som forslagsstillere, er, hvorfor det åbenbart er helt uspiseligt og forfærdeligt for regeringen og Dansk Folkeparti at give den frihed til uddannelsesstederne. Vi har haft en runde her i debatten, hvor flere har været inde på, at der er skabt en universitetsreform, som bl.a. går ud på at etablere eksterne bestyrelser, hvori der er en stor virksomhedsrepræsentation, og grunden til, at der blev etableret eksterne bestyrelser, er netop, at folketingspolitikerne ikke skal blande sig i detaljen. Og jeg er altså nødt til at sige, at det er svært at skulle lægge øre til den debat, der har været, hvor borgerlige politikere af et ægte hjerte synes, at vi her på Christiansborg skal beslutte, om der ved eksamen skal sidde en, to eller flere, og hvordan eksaminationen i detaljer skal foregå. Det rækker ud over min forstand, hvordan det kan være borgerlig politik.
Men o.k. Vi kan se for hver gang, vi fremsætter det her beslutningsforslag, at flere og flere er med. Det er ganske få stemmer, der adskiller, at det kan blive gennemført, og vi håber selvfølgelig, at der alligevel sker noget i processen her, f.eks. at det kunne gøre indtryk på regeringen og Dansk Folkeparti, at der for hver gang, vi fremsætter det her forslag, også er flere af erhvervslivets interesseorganisationer, der siger: Vil I ikke godt prøve at lytte til os, der er ude i virkeligheden? Vi synes faktisk, det er vigtigt med de her forskellige eksamensformer.
Jeg har ikke hørt nogen af de her erhvervsorganisationer bruge som argumentation: Vi har konstateret, at når vi ansætter medarbejdere, så kommer de ikke med deres eget eksamensbevis, men med et kollektivt eksamensbevis, der repræsenterer et helt hold.
Jeg har ikke hørt den argumentation fra nogen. Jeg har kun hørt det her fra talerstolen. Der er ingen, der har sået tvivl om, at når man er færdig på en uddannelsesinstitution, når man har sit eksamensbevis, så afspejler det, hvad man selv kan. Det er jo derfor, vi har et meget dyrt censorapparat, som undervisningsministeren fremhævede, netop fordi vi i det danske uddannelsessystem lægger ganske, ganske meget vægt på, at man kan regne med de resultater, der står på et eksamensbevis. Det er derfor, vi har sådan et system. Men ikke engang det har man åbenbart tillid til hos de borgerlige politikere.
Noget af det, der har været misforståelser om heroppefra, er jeg nødt til at bruge et par ord på. Der har været en diskussion om, hvad det vil sige, at man får en individuel karakter. Jeg vil gerne, også selv om det er blevet sagt mange gange fra de forskellige partier bag beslutningsforslaget, sige, at det tidligere var sådan, at når man gik til gruppeeksamen, fik man en individuel karakter, selv om man fik sin eksamen, mens gruppen var der. Nogle gange får man den samme karakter som gruppen, og andre gange vil det være forskelligt. Sådan var det før, og sådan vil det også være med det her beslutningsforslag. Jeg mangler altså stadig et klart svar fra de politikere, der har været heroppe, på, om det ikke er korrekt, at reglerne i eksamensbekendtgørelsen altid har været sådan, at den karakter, man fik, var en individuel karakter, også selv om ens medprojektfælle fik den samme karakter. Det var en individuel karakter.
Hvis ministeren har en oplevelse af, at der sker noget snyd inden for det her, så går jeg ud fra, at ministeren som det første vil tage et initiativ og indkalde de ansvarlige på uddannelsesstederne og tage en kontakt til censorerne og sige, at det her må stoppe. Hvis der var et udbredt misbrug, er jeg også stensikker på, at der ville komme et hav af klager fra studerende, fra censorkorpset. Det er jo det, vi har korpset for. Er der kommet et hav af klager? Nej, ikke mig bekendt.
Så det er et problem, som man prøver at puste op, men som ikke har nogen som helst bund i virkeligheden, og det kan godt forstå, for reglerne er klokkeklare; den karakter, man får, er en individuel karakter.
Når vi fremsætter det her forslag, er det, fordi vi faktisk er optaget af friheden til, at uddannelsesstederne kan bruge en bred vifte af eksamensformer. Det er vigtigt, fordi undervisningsforløb er meget forskellige. Det er meget forskellige kompetencer, de unge mennesker skal komme ud med, og det er lige præcis den frihed, der skal være, til at man tilrettelægger forløb, som så bliver evalueret ved en eksamen, sådan at man kommer hele vejen rundt.
Derfor synes jeg personlig, at det selvfølgelig er utrolig vigtigt, at der også er eksamensformer, hvor man som individ bliver testet lige præcis i ens egne kompetencer inden for et felt, men der er også brug for andre typer kompetencer, der skal testes. Det er derfor, at der netop er frihed til, at man selv kan beslutte det selv ude i de miljøer, som vi jo alt andet lige må tro har bedst forstand på, hvordan det her skal udvikles.
Der har også været nogle udsagn heroppefra, som jeg ganske enkelt ikke forstår. Der var en ordfører - jeg tror, det var den konservative ordfører - der mente, at man puttede sig, når man lavede gruppearbejde og skulle til gruppeeksamen. Mig bekendt er det faktisk en meget, meget rå form - det kan det være - at deltage i et gruppearbejde, for det, der sker, er jo, at man vælger nogle at arbejde sammen med, som man ved at man kan have et fagligt fællesskab med, fordi man ved, at man i sidste ende kommer til eksamen, hvor man i øvrigt også får en individuel karakter. Jeg kan love for, at der sker et råt udskilningsløb i de her gruppeprocesser. Hvis man har en forestilling om, at det er sådan et stort kollektiv, hvor man bare sidder og holder om hinanden og ikke stiller krav til hinanden, er jeg altså nødt til at sige, at så ved man ikke særlig meget om, hvad det er der sker i universitetsmiljøet eller på professionshøjskoler, eller hvor det er, man går til eksamen.
I virkeligheden kunne det nogle gange være ønskværdigt, at man måske tog lidt mere hensyn til, at de enkelte kan nogle forskellige ting. Det er bare ikke det, der sker i gruppeprocesser, men sagens kerne er jo også her, at det er derfor, der gives en individuel karakter til sidst.
Jeg håber, at de borgerlige ordførere her under udvalgsbehandlingen måske vil snakke med nogle af de mange interesseorganisationer, ikke mindst fra erhvervslivet, som ønsker sig, at det her bliver genindført, så vi kan træde ind i den moderne verden igen, at man vil lytte lidt til argumenterne, sådan at der, når vi når til anden behandling, kan komme et flertal for forslaget fra en samlet opposition om at få genindført frihed til forskellige prøveformer.