(Ordfører for forslagstillerne)
Per Clausen (EL):
Det, der jo er udgangspunktet for den her diskussion, er, at konsekvenserne af udflytningen af DR til Ørestaden er meget alvorlige. Der kan nævnes en række programmer, som er nedlagt, og der kan nævnes en række programmer og afdelinger, hvor virksomheden er stærkt forringet.
Det er jo ikke sådan, at Enhedslisten har det synspunkt, at hvis der skulle komme flere penge til Danmarks Radio, skulle der med de penge følge en liste over, hvilke programmer der skulle genoprettes, eller hvad der i øvrigt skulle ske i Danmarks Radio. Vi konstaterer bare, at der er sket en række forringelser.
Inden for den sidste uge eller to har der været debat om to områder. For det første har der været debat om nyhedsdækningen, hvor journalisterne klart har sagt, at den bliver dårligere. Chefen for afdelingen har sagt: Det bliver ikke nemt, det bliver vanskeligt, men vi gør, hvad vi kan. Og det skal man vel sige som chef. For det andet har der været debat om dramaområdet, hvor det meget klart er blevet sagt: Vi skal nok de næste 4-5 år blive ved med at producere de populære serier, men derefter er det formentlig slut, fordi vi ikke har økonomiske ressourcer til at sikre, at der bliver udviklet de fornødne nye talenter og bliver givet plads til eksperimenter. Der er altså tale om meget alvorlige problemer for Danmarks Radio.
Så kan man stille spørgsmålet: Hvem har ansvaret? Ja, man kunne selvfølgelig vælge at starte et andet sted. Da det her jo ikke er nogen domstol, er det måske lige meget, og da ingen har krævet nogen ministers afgang, er det måske lige meget. For pointen er jo, at hvis det er sådan, at Danmarks Radio er i færd med at blive ødelagt som kulturinstitution, er i færd med at blive ødelagt som en institution, der medvirker aktivt til oplysning, demokrati osv. i det her land, så er den vigtigste opgave vel at få det løst.
Vi har jo også sat en undersøgelse i gang, der måske en dag vil afsløre, hvor ansvaret skal placeres. Så vi kunne gå i gang med at løse opgaven; vi kunne gå i gang med at finde de midler, der skal til for at redde Danmarks Radio.
I den sammenhæng kunne man selvfølgelig spørge, hvorfor Enhedslisten lige har fremsat det her forslag. Ja, det har vi sådan set af to grunde. For det første fordi vi sådan set havde lyttet os frem til, at det var der næsten flertal for, og for det andet fordi vi faktisk opfattede det på den måde - lidt på samme måde, som hr. Holger K. Nielsen har opfattet det på - nemlig at det, at staten beslutter sig for at købe en bygning, sådan set ikke har noget med medieforliget at gøre.
Nogle har spurgt: Hvor skal pengene komme fra? Dertil er der jo at sige - der har hr. Holger K. Nielsen jo også ret, og lad os bare give ham ret alle de gange, det kan lade sig gøre i dag - at der jo er tale om en investering i en ejendom. Det er fuldstændig rigtigt, hvis nogle så siger, at der ikke er tale om den økonomisk set klogeste investering på kort sigt, som man kunne foretage, men der er altså tale om en måde, hvorpå man kunne give Danmarks Radio en håndsrækning, og efter min mening på en måde, sådan at et flertal i Folketinget kunne beslutte det, og på en måde, så man kunne sige, at det faktisk ikke berørte driftsudgifterne i staten, men berørte, hvordan man forvalter sin formue - og statens formue er så stor, at det her ikke ville sætte sig mange synlige spor. Det er så det.
Men hvis vi nu alligevel skal tage det med ansvaret, er det sådan, at mange har sagt - ikke så meget i dag, vil jeg gerne sige; hvad det angår, har debatten i dag været mere sådan afdæmpet og konstruktiv, end jeg synes den har været tidligere - at det jo ikke kan passe, at skatteyderne og licensbetalerne skal betale for Danmarks Radios fejl. Og dertil er jo at sige, at hvis vi ikke sikrer, at Danmarks Radio får de midler, der skal til for at løfte de vigtige opgaver, de har, så betaler licensmodtagerne og skatteyderne - for det er sjovt nok de samme mennesker, som er lyttere og seere - under alle omstændigheder.
Hvem har så ansvaret for, at lytterne og seerne, skatteyderne og licensbetalerne, kommer til at betale? Det har Danmarks Radios ledelse, siger man så. Og så må jeg jo spørge: Er det ikke sådan, at de bestyrelser, som har ansvaret for samtlige de her beslutninger og for ansættelsen af samtlige generaldirektører - de par stykker, der er tale om - er bestyrelser, som er udpeget af ministeren og af Folketinget? Er det sådan, at man så bare kan sige: Det viste sig desværre, at bestyrelsesmedlemmerne ikke kunne finde ud af det; de kunne i hvert fald ikke finde ud af at ansætte nogle folk, der kunne finde ud af det, så derfor har vi ikke noget ansvar? Det mener jeg sådan set er en forkert opfattelse og en forkert vurdering.
Nogle partier har jo oven i købet gjort det, at de har fastholdt udpegningen af de samme mennesker i hele perioden, og dermed har de jo også sagt, at de mennesker har gjort det godt nok, og hvis de, der sad i bestyrelsen, har gjort det godt nok, hvorfor skal folketingsmedlemmer, der mener det, så ikke være med til at finde en økonomisk løsning på problemet?
Så er der selvfølgelig hele cirkusset omkring beslutningen om udflytningen til Ørestaden, hvor det nok bliver svært endegyldigt at dokumentere, hvad det præcis var, der skete, medmindre der er nogle, der på et tidspunkt føler trang til at skrive deres erindringer, og det kan vi jo så se frem til.
Realiteten er, at jeg tror, det er en meget naiv opfattelse af, hvad der skete, hvis man tror, at det bare var Danmarks Radio, der besluttede at flytte ud til Ørestaden, fordi det var den bedste løsning, og hvis man ikke tror, at der også var andre politiske interesser fra statens og Københavns Kommunes side involveret i den proces. Så også dér har man altså et medansvar.
Med hensyn til det videre forløb her kan man jo sige, at det bliver spændende, for når man lytter til Socialdemokraternes, Det Radikale Venstres og SF's ordførere, er der er al mulig grund til at være optimist. De vil gå glade til forhandlingerne, og vi står nok over for at opnå resultater, kan vi forstå. Tja, det er jo ikke det indtryk, man får, når man lytter til kulturministeren og til Venstres og Dansk Folkepartis ordførere. Det forholder sig muligvis en smule anderledes med Det Konservative Folkepartis ordfører. Men ellers må jeg vel sige, at jeg faktisk har meget svært ved at se, at der med de udsagn, der er kommet der, skulle være en mulighed for, at man løser Danmarks Radios økonomiske problemer.
På den anden side er det jo klart nok, at det, der har været det positive, er det, som jeg også har nævnt tidligere i dag, nemlig - det fornemmer jeg i hvert fald - at man er holdt op med sådan hele tiden at flytte aben og sige, at det må Danmarks Radio selv finde ud af, og at det er Danmarks Radios ansvar.
Hvis det er udtryk for en begyndende erkendelse af, at der faktisk er brug for at yde en ekstraordinær økonomisk indsats, en ekstraordinær økonomisk støtte til Danmarks Radio, er det selvfølgelig positivt. Så må vi jo leve med, at vi kan være nogenlunde sikre på, at det så ikke bliver den model, som Enhedslisten har fremsat beslutningsforslag om her i dag, for om ikke andet skal det vel se ud, som om medieforligspartierne selv har fundet nogle løsninger. Det vil jeg sige at Enhedslisten har et uhyre afslappet forhold til, for den vigtigste grund til, at vi har fremsat det her forslag, er såmænd, at det er det, som flest andre har fremsat.
Vi har mange andre modeller for at løse Danmarks Radios økonomiske problemer, og skulle der være enkelte mediepolitiske partier, der i al diskretion vil se på dem, skal de være velkomne. Og hvis det skulle komme til realitetsforhandlinger i forbindelse med dem, vil vi undlade at fremture med at sige, at man har kopieret dem. Vi skal nok alligevel kritisere resultatet for at være utilstrækkeligt, sådan at den eventuelle indflydelse, vi måtte få, kan holdes skjult.
Men jeg synes bare, at det er ærgerligt, at det politiske flertal, som mange var villige til at bruge før valget, er ingen villig til at bruge efter valget. Det synes jeg er trist, men sådan er det vel i politik. Jeg lyttede meget interesseret til hr. Holger K. Nielsens belæring om det; han har jo mange flere års erfaring med parlamentarisk arbejde, end jeg har.