Udenrigsministeren (Per Stig Møller):
Først og fremmest vil jeg godt sige tak til Folketingets meget brede flertal, som støtter de danske soldaters indsats i Afghanistan. Det er en meget vigtig opgave. Jeg opfatter den som en af nøgleopgaverne, for at vi kan få et fredeligt 21. århundrede, fordi jeg tror, at noget af det farligste, vi kan komme ud for, er en fuldstændig uhæmmet, ukontrolleret og udæmpelig terrorisme, og den vil udgå fra Afghanistan og Pakistan, hvis det viser sig, at man også kan få destabiliseret Pakistan. Derfor skal vores soldater og vores civile medarbejdere, som arbejder derude, vide, at de faktisk er i første række til at få stoppet terrorismen, for terrorismen har jo som overordnet mål at få destabiliseret den muslimske verden og derefter få en konflikt med os. Vi ser det jo med terrorbombningerne, vi så det i Pakistan forleden dag. Det er ikke noget, man skal tage let på.
Derfor vil jeg også godt føje nogle ting til det, der er blevet sagt her. Altså, vi er i Afghanistan, fordi FN, som hr. Helge Adam Møller sagde, med fuld ret har sagt: Den går ikke. Og det var Taleban og Al-Qaeda, det drejede sig om at få fjernet. Det er ikke lykkedes. De fortsætter jo deres terror mod Madrid, mod London, mod Jordan, mod Irak og altså også mod Danmark.
Det er ikke at traske efter Bush, det er at stå sammen med Amerika i kampen mod terror, og jeg kan sige, at det også er en kamp, som vi står sammen med den muslimske verden om. Algeriet er blevet ramt. Jeg talte med Algeriets udenrigsminister i dag, og vi var enige om at stå sammen mod den internationale terrorisme. Pakistans udenrigsminister og jeg var også enige om, at det, der skete i Pakistan, ikke alene var et angreb på Danmark, men et angreb på os alle sammen.
Derfor er jeg glad for, at det store flertal i Folketinget har denne forståelse for den kamp, vi er ude i. Jeg er bare ked af, at de to partier på venstrefløjen ikke forstår det, men de har jo også været imod vores engagement i det hele taget, de har også været imod, at vi skulle imødekomme FN's appel, så derfor er det egentlig ret uinteressant, at de også er imod helikopterne, for de er jo imod det hele.
Jeg vil godt komme med konkrete bemærkninger. Fredsforhandlingerne, vil jeg gerne sige til hr. Frank Aaen, er jo i gang. Det er jo præcis dem, Karzai prøver. Det kan ikke lade sig gøre med de hårdnakkede talebanere oppe i bjergene, de ønsker jo at destabilisere Afghanistan og Pakistan, men de, som kan løsrives fra disse benhårde ideologer og fundamentalister, de skal løsrives, og der er jo også flere og flere, der bliver løsrevet.
Så siger hr. Frank Aaen, at vi skal satse mere på den civile opbygning. Jamen det er sandelig også, hvad vi gør. Der vil også i den kommende Afghanistanstrategi blive afsat mere til civil opbygning, men det kræver jo altså, som det klart er blevet forklaret hr. Frank Aaen af hr. Tom Behnke, at der også er nogle tilbage til at sørge for, at den civile opbygning ikke bliver smadret, lige så snart man er gået videre til den næste opgave. Alle er jo efterhånden klar over, at skal man stoppe terroristerne i et område, er det altså ikke bare lige at få dem ryddet væk og så gå videre, for så kommer de tilbage igen. Derfor er den militære og den civile indsats nødvendig.
Det er jo heller ikke rigtigt, at det er lånte fjer. Vi er meget, meget taknemlige for de civile, der arbejder derude, men det sker jo på baggrund af både de bevillinger, som Folketinget har vedtaget, og den beskyttelse, som Folketinget vedtager gennem militæret - ellers havde det ikke været muligt.
Så blev der sagt: Få FN ind og USA ud. Ja ja, nu var det altså USA og de styrker, som støttede FN-mandatet, som gik ind, og det er også dem, FN har bedt om at gå ind. FN er overhovedet ikke interesseret i at få trukket den her koalition ud og så sende nogle nye ind med blå hjelme. Jeg tror, det er fuldstændig hen i vejret at forestille sig, at FN skulle være interesseret i det. Der er jo et FN-mandat, FN har jo bedt disse lande om at gå ind, og vi har svaret; det har været imod SF's og Enhedslistens vilje, men vi har svaret, fordi der blev kaldt.
Så skal jeg også understrege i forbindelse med ønsket om en fredsbevarende styrke i stedet for denne her: Jo, men skulle vi nu ikke hellere satse endnu mere på, at de afghanske styrker bliver stærkere, at de afghanske styrker bliver i stand til at varetage sikkerheden i stedet for at blive ved med at kalde nye fremmede styrker ind? Og den uddannelse af sikkerhedsstyrkerne er faktisk også noget, vi vil, vi gør, og som vi skal gøre mere ved.
Så jeg vil sige til hr. Holger K. Nielsen, at ja, Afghanistanstrategien er i støbeskeen, og den er også meget tæt på at være færdig, og at den ikke er færdig endnu, skyldes ikke, at der er uenighed, men det skyldes, at der er et meget, meget grundigt arbejde, hvor også de civile kræfter er inddraget i udarbejdelsen af den, så vi sætter mål, der kan nås. Og jeg vil gå ud fra, at hr. Holger K. Nielsen vil se den inden sankthans.
Jeg synes, det er fuldstændig rigtigt, som hr. Holger K. Nielsen sagde: I øjeblikket er vi i krig. Ja, FN har jo simpelt hen sagt, at det hører under kapitel 7. Så vi er i krig med Taleban og med Al-Qaeda. Men når man er i krig, skal man altså også yde soldaterne det, de beder om, hvis man kan.
Så hvis man på den ene side siger som hr. Holger K. Nielsen, at vi er i krig, og på den anden side siger, at man ikke vil give soldaterne det, de beder om, så har jeg svært ved at se, at det kommer til at hænge sammen. Så minder det om dem, der styrede Danmark i 1930'erne, og som jo ikke sørgede for, at de danske soldater var udstyrede, og hvor Martin A. Hansen efter krigen skrev i novellen »Septembertaagen«: Vi blev sendt i krig med den ene arm bundet på ryggen. Og sådan behandler vi altså ikke soldater.
Derfor vil jeg gentage, at jeg er meget glad for den brede opbakning, jeg er også meget glad for den brede forståelse, der gennem opbakningen er for, at vi er i en front, i en kamp, som vi gerne skulle have stoppet nu, før den breder sig, og den gør jo alt, hvad den kan, for at komme til at brede sig. Det er det, vi kan stoppe derude. Det er ikke sikkert, det lykkes, for de prøver at brede sig alle vegne, men det er faktisk det, vi er oppe imod, vil jeg gerne sige til hr. Holger K. Nielsen. Det 21. århundredes største sikkerhedstrussel starter derude og skal standses derude.