Den sidste variant fra Enhedslistens side kendte jeg ikke. Jeg kender en, der hedder: Hvor er Holger? - men ham har jeg fundet. Men velfærdsministeren er selvfølgelig også velkommen i den politiske debat. Det tror jeg nu ikke at vi vil se hverken nu eller i fremtiden, når det drejer sig om ligestilling, fordi det er mange år siden, at ligestillingsministeren blandede sig i spørgsmålet om reel ligestilling.
Det var faktisk i 1970, for nu at tage lidt historieundervisning med ind i debatten, hvor hun - jeg tror, det var i Fælledparken - bemægtigede sig talerstolen og skubbede den daværende formand for LO, Thomas Nielsen, til side og sprang op på talerstolen som den unge rødstrømpe, ligestillingsministeren dengang var. Og så råbte hun ud over forsamlingen: Dette er ikke en bøn, vi kræver lige løn!
Siden har hun bedt til, at der ikke er nogen, der spørger hende om den sætning, og det synes jeg måske ikke vi skulle lade hende være i fred med, men holde fast i, at det faktisk er en ligestillingsministers opgave.
Jeg vil gerne komme med den afsløring over for Folketinget, at SF ikke har fremsat et forslag om ligelønskommission, fordi der er konflikt på det danske arbejdsmarked. SF er kommet med et forslag om en ligelønskommission, fordi vi står over for en fantastisk stor udfordring. Det er at fastholde en offentlig sektor, der kan være velfungerende, som kan løse de opgaver, som vi som borgere forlanger skal løses. Jeg kender ikke nogen, hverken i den her forsamling eller ude i samfundet, som har den opfattelse, at ældre bare må vænne sig til at klare sig selv, eller at syge ikke kan få en behandling på hospitalet, men bliver henvist til at klare sig selv. Nej, vi kræver med rette, at der er tilstrækkelig med kvalificeret arbejdskraft både i socialsektoren og i sundhedssektoren. Men det lader sig bare ikke gøre, hvis ikke vi også samtidig sikrer, at løn- og ansættelsesvilkårene er af en sådan karakter, at man kan fastholde arbejdskraften, og at man kan rekruttere ny arbejdskraft både i dag og ude i fremtiden.
Jeg har forsøgt at få ministeren og ordførerne fra regeringspartierne til at svare på, hvordan man vil sikre arbejdskraft. Vi ved, at der kommer til at mangle 35.000 medarbejdere i social- og sundhedssektoren inden for de kommende 5 år. Og hvad er regeringens svar? Larmende tavshed.
Det er jo ikke et spørgsmål om, at vi har forlangt, at de bare skulle svare i dag. Men man kan jo stille sig selv spørgsmålet: Hvad har regeringen sagt i går, i forgårs? Hvad har regeringen sagt, og hvad har regeringen gjort siden 2001, da de kom til, og frem til i dag for at sikre den kvalificerede arbejdskraft i den offentlige sektor? Ingenting.
Hvad er deres bud i fremtiden på at sikre kvalificeret arbejdskraft i den offentlige sektor? Ingenting. Det er jo desværre den skinbarlige virkelighed.
Hvad er det, man har gjort? Man har sagt: Er det ikke bedre at give borgerne - selvfølgelig dem, der tjener mest - skattelettelser både i år og tidligere, men faktisk også planlagte skattelettelser, der skal udløses i 2009, altså til næste år. Om ganske kort tid skal regeringen og kommunerne og regionerne til at forhandle en ny økonomiaftale for 2009. Der vil ikke være penge i denne aftale til sikring af arbejdskraft - hverken i kommunerne eller i regionerne. Det er virkeligheden, fordi pengene er ødet væk til skattelettelser og planlagte skattelettelser i de kommende år. Det er ganske enkelt uansvarligt.
Så vil jeg gerne sige til ministeren: Når ministeren siger, at man ikke skal blande sig i overenskomsterne, kunne det have været sagt af SF's gruppeformand, og jeg vil gerne gentage det: Folketinget skal ikke blande sig i overenskomsterne. Men regeringen har jo blandet sig i overenskomsterne. Det gør enhver regering, de blander sig altid, når det offentlige skal forhandle overenskomster, for hvad er det, kommunerne kan sige, og hvad er det, regionerne kan sige til deres modpart, når de forhandler overenskomst? Det er: Vi har af regeringen fået stillet følgende pose penge til rådighed til at løse alle vores opgaver, herunder også lønforholdene.
Så på det tidspunkt sagde man: Vi siger til kommunerne og til regionerne, at der er en bestemt sum penge, som forudsætter en lønstigningstakt, som vi fastsætter. Og det var jo ikke finansministeren alene; det var jo finansministeren på vegne af regeringen og regeringens parlamentariske grundlag, Dansk Folkeparti. Derfor har regionerne og kommunerne jo ikke en jordisk chance for at hæve den ramme yderligere ud over det, regeringen på forhånd ved indblanding i forhandlingerne fastsatte skulle være rammen. Så derfor er det simpelt hen usandt, når ministeren siger, at man ikke blander sig. Regeringen blander sig og skal naturligvis blande sig, for den skal stille pengene til rådighed.
Derfor er vi altså i en situation, hvor det er meget vanskeligt at se løsninger på konflikten på en sådan måde, at man kan fastholde og rekruttere arbejdskraft, medmindre at regeringen påtager sig et ansvar.
Det har for så vidt ikke noget med ligelønskommissionen at gøre, det var bare en irettesættelse af ministeren, når ministeren siger, at man ikke skal blande sig i konflikten. Det skal man gøre, man skal bare ikke gøre det, mens den pågår. Det skal man gøre på forhånd til sikring af, at der er tilstrækkelig med økonomi i kommuner og regioner.
Dertil har jeg et par bemærkninger om selve forslaget. Vi har foreslået, at man analyserer arbejdsmarkedet specielt for ligelønsproblemerne. Men jeg har konstateret under debatten, at der er flere af mine kollegaer, bl.a. fra Det Radikale Venstre og fra Socialdemokraterne, som har efterlyst en bredere tilgang til spørgsmålet, og det vil jeg gerne kvittere for her og sige, at det er vi fuldstændig åbne over for. Vi har bare set ligelønsproblematikken som helt afgørende. Vi skal også se på nogle af de andre elementer, som bl.a. Det Radikale Venstre har peget på, vedrørende rekruttering. Selvfølgelig skal vi se på rekruttering, også i en bredere sammenhæng end kun ligelønsproblemet. Så det er vi meget åbne overfor at tage ind.
Vi skal også se på uddannelse og andre lønformer, som Socialdemokraterne har været inde på. Det er vi fuldstændig åbne overfor, fordi det selvfølgelig er helt afgørende, at vi over en bred kam ser på, hvad det er, der skal til, for at vi får den offentlige sektor til at fungere - eller vi er faktisk kommet dertil, hvor vi siger: Hvad er det, der skal til, for at vi kan sikre, at den offentlige sektor bliver genoprettet, sådan at den kan komme til at fungere på en ordentlig måde efter 7 års konstant pres på økonomien?
Der har også været nævnt, at man skal lytte til parterne, og hvis parterne kommer med en melding om, at de gerne vil have, at vi efterfølgende ser på ligeløn, ville en række partier tilkendegive, at de efterfølgende vil se på ligelønskommissionen. Der vil jeg bare gøre opmærksom på, at der faktisk i den aftale, som FOA har lavet med Kommunernes Landsforening, er peget på en ligelønskommission.
Jeg vil også gerne understrege, at formanden for regionerne, Bent Hansen, og formanden for Sundhedskartellet, Connie Kruckow, har peget på, at en ligelønskommission kunne være en del af løsningen, kunne være et element, som ville få forhandlingerne til at kunne foregå på en bedre måde. Så alene af den grund kunne det også være en interessant beslutning at få ligelønskommissionen på plads nu.
Så vil jeg sige til hr. Bent Bøgsted, som kom til at sige - og det var enten ved en fejl eller ved manglende information fra hr. Bent Bøgsteds gruppeformand - at Socialdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti ved den henvendelse, de lavede i december, ikke kunne blive enige om, hvordan pengene skulle forvaltes, at det ikke er korrekt. Der blev lavet en fælles henvendelse fra Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og SF, hvor man opfordrede regeringen til at afsætte 5 mia. kr. ekstra, med streg under ekstra, til Kommunernes Landsforening, regionerne og statens forhandlingsbord. Havde man gjort det, havde regeringen taget den opfordring til sig, ville den være blevet løst. Eller sagt på en anden måde, så ville overenskomsterne sandsynligvis være blevet løst alle sammen uden en konflikt.
Vi pegede også dengang på, at der skulle nedsættes en lønkommission, som skulle se på ligelønsproblematikken. Det, der var problemet, var, at Dansk Folkepartis hukommelse, fra vi afsendte henvendelsen, til at man skulle stå ved det, var meget kort, og det beklager jeg, men det er altså ikke det samme som, at de tre partier ikke kunne blive enige. Det var faktisk mere et udtryk for, at Dansk Folkeparti sprang fra det få timer efter.
Derfor vil jeg afslutningsvis sige til dem, der nu har lyttet med på debatten, at man jo ikke rigtig har kunnet blive klog på, hvad regeringspartierne og Dansk Folkeparti egentlig har af meninger om den manglende ligeløn i samfundet, og om, hvordan vi kan fastholde og rekruttere arbejdskraft til den offentlige sektor, fordi man på en helt uansvarlig måde har misbrugt Folketingets talerstol til at oplæse forud nedskrevne notater. Det skal man ikke kritisere, for hvis man ikke kan sit stof, er det sådan set meget klogt, at man laver nogle talenotater at holde sig til. Men en lidt større kreativitet havde måske været at foretrække i debatten.
Men jeg takker for de positive tilkendegivelser, der er kommet fra Enhedslisten, Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne for i hvert fald at have forståelse for problematikken, og vi må så håbe på, at vi snarest mulig kan få fremskaffet et flertal for nedsættelse af en ligelønskommission.