(Ordfører for forslagstillerne)
Morten Østergaard (RV):
Jeg vil gerne takke for debatten og også for den opbakning, forslaget har fået, og dermed vil jeg også starte med at give en undskyldning til SF og Enhedslisten for, at det i skyndingen ikke lykkedes os at få dem med som forslagsstillere. Vi fulgtes jo ad, da sagen første gang blev rejst i forbindelse med kontanthjælpsmodtagere, og jeg skal på vegne af os og Socialdemokraterne beklage, at vi afleverede forslaget i hast uden at tjekke, om SF og Enhedslisten ville være med. Nu er vi i hvert fald enige om, at det er et forslag, som bør gennemføres.
Så vil jeg også gerne lige præcisere, hvad vi ikke diskuterer i dag. Det er jo ikke et forslag om at afskaffe starthjælpen, selv om man kunne få det indtryk, når man hører debatten. Den diskrimination, som vi taler om her, og som det i bemærkningerne henvises til at også eksperter på området har bragt på bane, går ud på, at personer med samme psykiske lidelser, altså de diagnoser, der er udvalgt, får en ydelse på et forskelligt niveau. Derfor kan man roligt gennemføre det her forslag, uden at det på nogen måde påvirker muligheden for at opretholde starthjælpen, som jeg så i øvrigt skal præcisere at vi fra radikal side selvfølgelig er lodret imod. Men det er sådan set upåvirket af det her forslag, for starthjælpen ville jo stå uanfægtet.
Det, det ville betyde, hvis man gennemførte forslaget, var, at de 32 unge starthjælpsmodtagere, som man indtil videre har vurderet har haft en sådan diagnose inden for de sidste 8 år, så fik den samme mulighed ud fra de samme principper, som lå til grund for forøgelsen af ungeydelsen, nemlig at de ville blive bedre i stand til at klare deres behandling, og at de ikke ville flakke rundt. Og det er jo præcis derfor, at vores argumentation er fuldstændig den samme, som den var, i forbindelse med at tillægget til kontanthjælpen blev indført, nemlig at det styrker disse unge menneskers chance for at komme videre og blive behandlet og have held med behandlingen, så de kan blive klar til at indtræde på arbejdsmarkedet igen, hvis de ikke går for lud og koldt vand og har svært ved at klare dagen og vejen.
Et flertal i Folketinget var på det tidspunkt enig om, at det princip var gældende for unge psykisk syge med de her lidelser især - vi så såmænd gerne flere lidelser inkluderet, men lad det nu ligge - og derfor er det lidt ærgerligt i dag at høre hr. Bent Bøgsted sådan set svigte det princip, som han selv har været med til at knæsætte, nemlig at det fremmer behandlingen af de her unge mennesker, at de ikke går for lud og koldt vand.
Så siger beskæftigelsesministeren, at vi jo selv knæsatte diskriminationen, og det må jeg sige er fuldstændig forkert. I bemærkningerne til beslutningsforslaget, der dannede grundlag for lovforslaget, er starthjælpen overhovedet ikke nævnt med et ord. Og det, som regeringen så er forpligtet til, er selvfølgelig altid at sikre, at den ikke fremlægger lovforslag, der er diskriminerende. Det er jo så det, man ikke har draget omsorg for i det her tilfælde, men det er jo regeringen, der har ansvaret for de lovforslag, den lægger frem - også når Folketinget har pålagt regeringen at lægge dem frem. Man kunne have skrevet, at man var nødt til at inkludere starthjælpsmodtagere, fordi der ellers ville være tale om diskrimination, og så ville der have været flertal for det, for Venstre og De Konservative stemte jo for L 91. Derfor kan man ikke sådan tørre det af på oppositionen eller de partier, der støttede det oprindelige beslutningsforslag for tre samlinger siden.
Venstres ordfører siger, at nu skal vi løse sociale problemer. Altså, det, vi snakker om her, er jo sundhedsmæssige problemer - det er folk, der har diagnoser fra sundhedsvæsenet. Nu ved jeg godt, at man i denne regering i mange andre sammenhænge, f.eks. når det kommer til indfødsret osv., skøjter hen over lægefaglige vurderinger og ligesom tilsidesætter dem, men i forbindelse med lovforslaget var man jo - også fra Venstres ordførers side - enige om, at der her var en reel problemstilling, og at der er en mening med at sige, at det er vigtigt, at unge mennesker med de her lidelser står på et sikkert økonomisk fundament, fordi det fremmer deres behandling. Derfor kan man ikke sige, at det her er et forsøg på at drive socialpolitik med en check - det er sådan set sundhedspolitik, det er et forsøg på at sørge for, at de her mennesker kommer ud af deres lidelser og indtræder som aktive på arbejdsmarkedet.
Derfor må jeg sige, at jeg synes, at Venstres kurs har været stærkt slingrende, al den stund at man jo altså varmt talte for det lovforslag, der indførte tillægget til ungeydelsen, fordi man var klar over, at det drejede sig om nogle unge mennesker, der stod i en særlig situation, og at man var påvirket af, at der havde været foretræde både af de unge selv, af pårørende og eksperter, der sagde, at det ville være fremmende for deres helbredelse, hvis der blev indført et sådant tillæg. Men i dag vælger man en anden argumentation og siger, at de, der går for en endnu lavere ydelse, nemlig starthjælp, ikke ville have samme nytte af et sikkert, økonomisk fundament.
Det hænger ikke sammen, og jeg ved ikke, om man kan sige, at det er overraskende - det var i hvert fald forventeligt - men logikken er helt fraværende, og det er begrædeligt, at regeringen fastholder at lægge endnu et stykke diskrimination til sin i forvejen lettere diskriminerende arbejdsmarkedspolitik, i hvert fald når diskussionen kommer til starthjælp.