(Ordfører)
Julie Skovsby (S):
Onsdag i sidste uge kunne vi høre hr. Christian H. Hansen udtale følgende fra Folketingets talerstol om B 60:
»En af grundene til, at Folketingets flertal stemmer det ned, er jo selvfølgelig, at folketingsmedlemmerne har gennemtænkt, at dyr ikke kan stemme. Derfor ser de ingen grund til at støtte det - og fordi der ikke er stemmer i det, er de ligeglade med dyrenes behandling i det danske samfund.«
Efterfølgende kom hr. Christian H. Hansen ind på, at Dansk Folkeparti ønsker, at dyr får nogle flere rettigheder, og vi har her at gøre med et beslutningsforslag fremsat af os Socialdemokrater, som netop giver dyr en rettighed. Den rettighed, vi vil give dyr, er, at vi ikke sender dyr ud til mennesker, der er tiltalt for grov, uforsvarlig dyremishandling. Lad mig komme med et eksempel:
I 2006 var der en mand fra Horsens, der bankede sin hund ihjel med et bræt, imens chokerede vidner så til. Få måneder efter havde manden købt sig en ny hund, og ingen kunne gøre noget. Politiet kunne ikke gå ind og fjerne den her hund, og der gik 2 år eller længere tid, inden manden blev dømt for det her forhold, og derfor ønsker vi Socialdemokrater at være med til at give dyr en helt konkret rettighed.
Dansk Folkeparti har jo tænkt sig at stemme nej til det her forslag, så man kan stille spørgsmålet: Hvad er det, der er vigtigst for Dansk Folkeparti? Er det sådan en mands ret til at anskaffe sig en ny hund, eller er det at give dyrene den rettighed, at vi ikke sender dem ud til mennesker, som er tiltalt for grov dyremishandling? Jeg er bestemt ikke i tvivl om, hvis rettigheder jeg synes vi skal vælge at beskytte i den her sag.
Jeg synes også, det er vigtigt at sige, at Dansk Folkeparti uden for salen har givet danskerne og forskellige dyrevelfærdsorganisationer det indtryk, at man vil støtte forslaget om at give dyrene den her utrolig vigtige rettighed. Personligt synes jeg, at det er både forkert og uærligt, at man siger én ting uden for Folketingssalen, og når så man skal stemme om det herinde, fører man altså blokpolitik i stedet for at stemme for bedre dyrevelfærd.
Til sidst vil jeg gerne komme med endnu et citat fra forrige onsdag, og det er der, hvor hr. Christian H. Hansen udtaler:
»Måske var det mest rigtigt, hvis vi først fik lavet et forslag, der handlede om, at dyrene fik stemmeret. For så tror jeg nemlig, at indstillingen til dyrevelfærd ville blive helt anderledes i Folketinget.«
Til det har jeg blot et enkelt spørgsmål til Dansk Folkeparti: Overvejer Dansk Folkeparti stadig væk at lave et forslag, som giver dyrene stemmeret? For jeg tror ikke, at dyrene vil stemme for blokpolitik frem for at stemme for bedre dyrevelfærd.