(Ordfører)
Pia Christmas-Møller (UFG):
Om et øjeblik vil et bredt og stort flertal stemme ja til mit beslutningsforslag om organdonation. Det er jeg selvfølgelig utrolig glad for, og jeg vil gerne benytte lejligheden til i særlig grad at sige Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Ny Alliance tak for et meget fint samarbejde, som allerede i sidste uge førte til et flertal bag dette forslag.
Også tak til regeringspartierne, som i denne uge indstillede modstanden, håber jeg. Når jeg nu hører sundhedsministeren, vil jeg egentlig gerne have, at sundhedsministeren bekræfter, at man har indstillet modstanden og vælger at gå helhjertet med i forslaget.
Når jeg er meget glad, er det jo, fordi det resultat, vi står med, ikke kan undgå at føre til flere organer, og dermed er vejen banet for, at vi kan redde flere liv. Det er selvindlysende, at forslaget ikke løser den samlede mangel på organer, men mindre kan også gøre det. Min idé med forslaget er, at vi på en og samme tid skal give voksne et lille skub og en konkret håndsrækning til at få meldt, hvor de står i spørgsmålet om donation af egne organer.
Fremover bliver det en standard, at alle voksne over 18 år får udleveret et frankeret skema, første gang de f.eks. skal have et pas, et nyt kørekort, eller første gang de møder hos lægen efter dette forslags vedtagelse. Man kan vælge at samtale med lægen om tingene, men hverken lægen eller personalet på paskontoret eller andre uden for donorregistret har krav på at få kendskab til svaret. Personalet disse steder skal alene hjælpe med at få skemaerne postet.
Formålet er altså at få os til at overveje spørgsmålet og at få gjort op med passiviteten. Har man ikke givet sin holdning til kende, er det jo de pårørende, der står med dilemmaet og skal tage stilling til spørgsmålet, og det er vel at mærke i en situation, hvor de er tynget af sorg og i forvejen har følelserne uden på tøjet. Ofte ender svaret da med et nej, for sådan er vi mennesker nu indrettet. Når vi er usikre, vælger vi tit et nej.
Mange har gjort deres stilling op, men en hel del mangler altså bare lige at få svaret registreret i donorregistret. Meningsmålinger viser, at omkring 86 pct. af danskerne gerne vil være donorer, men kun 10-12 pct. af os er registrerede. Danmark ligger langt nede i forhold til andre europæiske lande.
Det er det, vi nu tager initiativ til at gøre noget ved.
Under udvalgsbehandlingen og i betænkningen er det bl.a. blevet præciseret, at der bør være mulighed for at få oplysninger om organdonation på alle uddannelsesinstitutioner i forbindelse med andre forebyggelsesoplysninger. Ordet pligt udgår; det er rigtigt, at der har været et ønske herom. Det har ikke været svært at blive enige om det, da der fortsat er tale om, at alle over 18 år bliver mødt med spørgsmålet i form af et frankeret skema, der standardmæssigt vil blive udleveret, nøjagtig som forslaget i øvrigt lægger op til og nøjagtig i de situationer, som forslaget lægger op til.
Så der er altså tale om en ny situation efter dette forslags vedtagelse. Det håber jeg sandelig at ministeren er fuldt ud opmærksom på. Der har aldrig i mit forslag været tale om, at en manglende besvarelse skulle medføre nogen som helst former for sanktioner eller andre straffe. Det afgørende er, at der indføres en standard, som gør, at vi alle bliver bedt om at forholde os til emnet. Det har været vigtigt for mig igen og igen at understrege, at formålet med forslaget er at gøre op med passiviteten og ikke at tvinge bestemte svar frem.
Derfor skal der være mulighed for at svare både ja, begrænset ja eller nej, men også ved ikke er et fuldgyldigt og ligeværdigt svar. Jeg går ud fra som givet, at regeringspartiernes betænkningsbidrag ikke forhindrer, at sundhedsministeren også er fuldt opmærksom på dette element i forslaget, og at det fortsat er i forslaget, og jeg går ud fra som givet, at ministeren loyalt vil gennemføre alle elementer i forslaget, som man i dag vælger at stemme for.
Jeg er glad for, at jeg har både Venstres sundhedspolitiske ordførers ord og udvalgsformandens ord for, at det forholder sig sådan. En lille smule bekymring melder der sig jo her i dag med sundhedsministerens indlæg for nylig. Jeg håber, at sundhedsministeren vil gå herop og bekræfte, at når regeringen og sundhedsministeren vælger at stemme for forslaget, er det, fordi man er indstillet på fuldt loyalt at gennemføre de ændringer i forhold til nuværende situation, som forslaget indebærer. Alt andet vil efter min bedste overbevisning være despekt for det samarbejdende folkestyre og for de fundamentale demokratiske værdier, så derfor vil jeg meget gerne bede om, at sundhedsministeren loyalt vil gennemføre de ting, vi nu vedtager i så stor og bred enighed.