Flemming Damgaard Larsen (V):
Som formand for Udvalget til Prøvelse af Valgene kan jeg oplyse følgende om udvalgets arbejde, idet jeg samtidig skal henvise til den omdelte betænkning og indstillingerne:
Arbejdet har som sædvanlig vedrørt tre spørgsmål.
For det første har det vedrørt spørgsmålet om gyldighed af valghandlingen, herunder valgets forberedelse, stemmeafgivelsen, optællingen af stemmesedler, vurderingen af dem samt valgbøgerne og disses førelse m.v.
For det andet har det vedrørt spørgsmålet om godkendelse af ændringer af de af Indenrigs- og Sundhedsministeriets foretagne opgørelser og beregninger.
For det tredje har det vedrørt spørgsmålet om godkendelse af de kandidater, der har opnået valg.
Om gyldighed af valghandlingen kan jeg sige, at vi i udvalget har gennemgået Velfærdsministeriets redegørelse, der indeholder de bemærkninger, som gennemgangen af valgbogsudskrifterne har givet ministeriet anledning til. Vi har desuden i udvalget forholdt os til de 17 klager og henvendelser vedrørende valghandlingen, der har foreligget i forbindelse med folketingsvalget 2007. Med hensyn til udvalgets indstilling til de modtagne klager skal jeg henvise til betænkningen.
Vedrørende spørgsmålet om godkendelse af Velfærdsministeriets opgørelse og beregninger har udvalget behandlet godkendelsen af disse, og de samlede opgørelser og beregninger har ikke givet anledning til bemærkninger fra udvalget.
Hvad angår spørgsmålet om godkendelse af de valgte, har udvalget følgende indstilling:
Vedrørende valget i Danmark indstiller udvalget i enighed, at Folketinget godkender det den 13. november 2007 afholdte valg af medlemmer til Folketinget, de af Indenrigs- og Sundhedsministeriet den 26. og 27. november 2007 fremsendte beregninger og opgørelser vedrørende dette valg og de på den omdelte, særskilte valgkredsfortegnelse opførte 175 kandidater som valgte fra og med den 13. november 2007.
Vedrørende valget i Grønland indstiller et enigt udvalg, at Folketinget i henhold til forretningsordenens § 1, stk. 6, godkender dette valg på grundlag af den af rigsombudsmanden i Grønland fremsendte foreløbige valgbog om folketingsvalget i Grønland den 13. november 2007 og Lars-Emil Johansen og Juliane Henningsen som valgte fra og med den 13. november 2007.
Endelig vil jeg vedrørende valget på Færøerne sige, at et enigt udvalg indstiller, at Folketinget godkender det på Færøerne den 13. november 2007 afholdte valg af to medlemmer til Folketinget, den af valgbestyrelsen foretagne opgørelse og beregningerne over dette valg og Høgni Hoydal og Edmund Joensen som valgte fra og med den 13. november 2007.
Jeg skal hermed på udvalgets vegne over for Tinget anbefale udvalgets indstillinger.