Â
Udvalget for Videnskab og Teknologi Folketinget Christiansborg 1240 København K
|
Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 46 (Alm. del) stillet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 4. februar 2008.
Med venlig hilsen
Helge Sander
Â
Spørgsmål nr. 46 stillet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 4. februar 2008 til Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling (Alm. del).
Spørgsmål 46
Ministeren bedes kommentere henvendelse af 25. januar 2008 fra Lægemiddelindustriforeningen (LIF) vedr. DACOPA og mangel på økonomiske ressourcer, jf. alm. del - bilag 61.
Svar
Lægemiddelindustriforening (LIF) har også sendt henvendelsen til justitsministeren.
Jeg er bekendt med, at Justitsministeriet i 2007 har givet DACOPA tilsagn om støtte til afholdelse af en DACOPA-dag, og at DACOPA har fået tilsagn om hjælp til den tekniske udformning og etablering af en hjemmeside.
For så vidt angår forskning i alternativer til dyreforsøg er jeg enig i, at dette er et væsentligt forskningsområde.
Den offentlige finansiering af forskning foregår især i regi af universiteterne, Det Frie Forskningsråd og Det Strategiske Forskningsråd.
Der foregår for tiden en proces (FORSK 2015), som har til formål at skabe et grundlag for de kommende års politiske prioriteringer af strategisk forskning.
Jeg er bekendt med, at der blandt de omkring 350 forslag til strategiske forskningstemaer er flere forslag om forskning i alternativer til dyreforsøg. På baggrund af de modtagne svar foregår der nu en proces med at formulere ca. 20 overordnede forskningstemaer, som kan indgå i de politiske drøftelser om de kommende års finanslove.
Forslagene til forskning i alternativer til dyreforsøg indgår selvfølgelig på lige fod med alle de andre forslag i denne proces.
Når udredningsprocessen er afsluttet, vil jeg være opmærksom på, at forskning i alternativer til dyreforsøg kommer til at indgå som et af de mulige delområder i de overordnede forskningstemaer, der foreslås prioriteret.