Udvalget for Videnskab og Teknologi

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

 

Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 41 (alm. del) stillet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 29. januar 2008.

 

 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Helge Sander

 


 

Spørgsmål nr. 41 stillet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 29. januar 2008 til Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling (Alm. del)

 

 

 

Spørgsmål 41

 

Ministeren bedes kommentere henvendelse fra Sebastian Vanaheim, Århus N., vedrørende specifikke adgangskrav på universitetet (se vedlagte).

 

Svar

 

Jeg har modtaget en enslydende henvendelse fra den pågældende borger. Jeg har givet ham følgende svar, som jeg henviser til:

 

”Tak for din henvendelse ved e-mail af 22. januar 2008, som jeg har fået fra undervisningsministeren. Du beder om kommentarer til de nye adgangskrav til universiteternes bacheloruddannelser, herunder de humanistiske uddannelser.

 

På langt de fleste videregående uddannelser er der ud over den adgangsgivende gymnasiale uddannelse fastsat nogle specifikke fag- og niveaukrav. Det er altså ikke i sig selv tilstrækkeligt at have en studentereksamen (stx), højere handelseksamen (hhx), højere teknisk eksamen (htx) eller højere forberedelseseksamen (hf). Ansøgere skal normalt også have et eller flere specifikke fag på et bestemt niveau – og måske endda med en bestemt mindstekarakter.

 

De nye specifikke adgangskrav til universiteternes bacheloruddannelser, der får virkning fra optagelsen i 2008, blev udmeldt i maj 2005. Kravene har til formål at styrke det faglige niveau ved studiestart med henblik på at reducere frafald og fejlvalg, og specifikt for de humanistiske universitetsstudier har det været afgørende at styrke den sproglige dimension.

 

Derfor finder jeg det ikke for vidtgående, at der udover engelsk kræves yderligere et fremmedsprog på A-niveau, dog kun B-niveau, hvis der er tale om et fortsættersprog, hvis man ønsker at blive optaget på en humanistisk uddannelse.

 

Ansøgere, som ikke via deres gymnasiale adgangsgivende uddannelse opfylder de specifikke adgangskrav til universiteternes bacheloruddannelser, har mulighed for at supplere via de gymnasiale suppleringskurser (GS), der udbydes over hele landet.

 

Da der i hf-uddannelsen typisk kun er plads til et A-niveau i dansk, har ansøgere med en hf særligt behov for supplering. Fra 1. august 2007 er der derfor tilrettelagt en form for overbygning, de såkaldte HF+kurser, bestående af blandede fagpakker med fag på A-niveau. Disse kurser varer kun et halvt år og er blandt andet rettet mod mere modne hf’ere, som er interesseret i at tage en videregående uddannelse efter en periode på arbejdsmarkedet. Hf’ere kan ligeledes vælge at supplere enkeltfag via GS-kurserne eller at kombinere GS med HF+.”