Udvalget for Videnskab og Teknologi

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

 

 

 

                                                                                                            

 

 

 

 

Hermed fremsendes svar på spørgsmål 171-173 stillet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 21. maj 2008.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Helge Sander

 

 


Ministeren for videnskab, teknologi og udviklings besvarelse af spørgsmål 171-173 stillet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 21. maj 2008

 

Spørgsmål 171

 

Ministeren bedes tilsende udvalget den undersøgelse fra McKinsey & Co., der ifølge New York Times den 1. maj viser, at it-branchen vil overhale flyselskabernes forurening og frem mod 2020 firedoble CO2-udslippet fra datacentrene?

 

Svar

 

Jeg formoder, at der henvises til PowerPoint-rapporten Revolutionizing Data Center Efficiency, som er offentliggjort af McKinsey & Company, og som der henvises til i den omtalte artikel fra New York Times. Rapporten er vedlagt.

 

Spørgsmål 172

 

Er ministeren enig i McKinsey-undersøgelsens konklusioner, og kan det samme ske i Danmark?

 

Svar

 

I forbindelse med implementeringen af initiativerne i ”Handlingsplan for grøn it i Danmark” holder Videnskabsministeriet løbende øje med de undersøgelser, der foretages inden for grøn it-feltet.

 

Der foregår løbende en udvikling inden for indretning af datacentre, der åbner muligheden for, at fremtiden ser væsentligt anderledes ud, end scenariet synes i dag.

 

Sideløbende giver forskellige analytikere – i dette tilfælde McKinsey & Company – deres bud på, hvordan de forventer, at udviklingen vil forløbe i de kommende år.

 

Det er naturligvis vigtigt at følge både den generelle udvikling på området og den debat, der foregår i tilknytning hertil, men jeg mener ikke, at det er min opgave at tage stilling til, om den enkelte analytikers konkrete vurderinger af den fremtidige udvikling for indretning af datacentre er rigtig.

 

 

Spørgsmål 173

 

Vil ministeren, som Uptime Institute anbefaler, arbejde for at datacentrene fordobler effektiviteten frem til 2012?

 

Svar

 

Et af initiativerne i ”Handlingsplanen for grøn it i Danmark” er udarbejdelsen af en vejledning om grøn it til offentlig myndigheder.  Vejledningen vil indeholde anbefalinger til, hvordan en optimal indretning af datacentre og serverrum kan reducere miljøbelastningen og samtidig effektivisere præstationen.