Â
Udvalget for Videnskab og Teknologi Folketinget Christiansborg 1240 København K
|
Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 169 og 170 (Alm. del) stillet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 19. maj 2008.
Med venlig hilsen
Helge Sander
Â
Spørgsmål nr. 169 og 170 stillet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 19. maj 2008 til Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling (Alm. del).
Spørgsmål 169
Ministeren bedes redegøre for, hvilke analyser af de økonomiske udgifter i forbindelse med en dansk deltagelse i neutronspredningsprojektet (ESS) regeringen vil gennemføre før en endelig beslutning om eventuel dansk deltagelse træffes.
Svar
Som det fremgår af mit brev til Udvalget for Videnskab og Teknologi fra den 7. april 2008, har Regeringen besluttet at undersøge de konkrete muligheder og betingelser for dansk deltagelse i – og et eventuelt dansk medværtskab for – ESS i Lund. Til at forestå det videre undersøgelsesarbejde har Videnskabsministeriet nedsat en forhandlingsdelegation, der ledes af tidligere departementschef og afgående direktør for Det Kongelige Teater, Michael Christiansen.
Forhandlingsdelegationens drøftelser med den svenske regering skal belyse en række områder, som har betydning for den danske stillingtagen til ESS, herunder ESS´s økonomi og de økonomiske forpligtigelser ved et eventuelt dansk medværtskab.
Forhandlingsdelegationen vil i den sammenhæng belyse behovet for yderligere viden og undersøgelser, herunder også behovet for analyser af de økonomiske udgifter i forbindelse med en eventuel dansk deltagelse i ESS.
Forhandlingsdelegationen forventes at afslutte sine drøftelser med den svenske regering i løbet af efteråret 2008. Det er derfor endnu for tidligt at fastlægge hvilke undersøgelser af de økonomiske udgifter til eventuel dansk deltagelse i ESS, der efterfølgende er behov for at gennemføre.
Spørgsmål 170
Ministeren bedes redegøre for, hvor de offentlige midler, der skal investeres i en eventuel dansk deltagelse i neutronspredningsprojektet (ESS) skal komme fra.
Svar
Videnskabsministeriet har nedsat en forhandlingsdelegation, der skal undersøge muligheder og betingelser for dansk deltagelse i – og et eventuelt dansk medværtskab for – ESS i Lund. Regeringen tager først stilling til en eventuel dansk deltagelse efter forhandlingsdelegationen har afsluttet sine drøftelser med den svenske regering i løbet af efteråret 2008.
Regeringen har derfor endnu ikke taget stilling til, hvordan en eventuel dansk deltagelse i ESS i Lund skal finansieres.