Udvalget for Videnskab og Teknologi

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

 

På baggrund af nye oplysninger fremsendes hermed et korrigeret svar på spørgsmål nr. 145 (Alm. del  - bilag ) stillet af Udvalget for Videnskab og Teknologi fredag den 9. maj 2008.

 

IT- og Telestyrelsen har i forbindelse med den netop gennemførte kvalitetssikring af telestatistikken for første halvår 2008 konstateret, at der – i modsætning til det tidligere oplyste - alligevel er sket en dobbeltindberetning og dermed dobbelttælling af flere abonnementer på FTTH (Fiber til husstande).

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Helge Sander

 


 

Spørgsmål nr. 145 stillet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 9. maj 2008 til Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling (Alm. del  - bilag ).

 

 

 

Spørgsmål 145

 

Kan ministeren bekræfte, at der er fejl i statistikken vedr. bredbåndsmarkedet fra ITST, idet blandt andet Dansk Bredbånds kunder er indrapporteret to gange, dels af fiberudbyderen og dels af Dansk Bredbånd — det er derfor Dansk Bredbånds kundebase er vokset med 12.000 kunder på 6 måneder. Der var ved årets afslutning omkring 58.000 fiberkunder i Danmark. Det er også et faktum, at fiberudbyderne ikke er aktive og ikke kan tilbyde medarbejdere bredbånd til virksomheder, der har medarbejdere, der kommer fra flere forskellige kommuner.

 

Svar

 

Det er de enkelte teleudbyderes pligt at indberette korrekte tal til IT- og Telestyrelsen.

 

IT- og Telestyrelsen har i forbindelse med den netop gennemførte kvalitetssikring af telestatistikken for første halvår 2008 konstateret, at der alligevel er sket en dobbeltælling af flere abonnementer på FTTH (Fiber til husstande).

 

I alt er der tale om en dobbeltælling af cirka 19.000 FTTH-abonnementer i statistikken for andet halvår 2007.

 

I forbindelse med offentliggørelsen af telestatistikken for første halvår 2008 vil tallet for FTTH-abonnementer ved udgangen af 2007 derfor blive rettet fra 71.000 til 52.000.

 

Fejlen er opstået, da både fibernetselskaberne og internetudbyderne på fibernetselskabernes net har indberettet det samme kundeforhold.

 

IT- og Telestyrelsen har løbende samt på et møde den 1. december 2006 tilkendegivet over for branchen, hvilke oplysninger der skal indberettes af de enkelte selskaber.

 

Da spørgsmål 145 blev stillet i april 2008 undersøgte styrelsen endvidere, hvorvidt selskaberne havde indberettet korrekt. Dansk Bredbånd oplyste i den forbindelse, at Dansk Bredbånds indberetning af fiberabonnementer ikke dækkede over bredbåndsabonnementer udbudt over elselskabernes fiber. Denne oplysning har nu efterfølgende vist sig ikke at være retsvisende. Ligeledes har det vist sig, at der har været lignende dobbeltællinger i forbindelse med andre selskabers indberetninger. 

 

For at undgå at der fremover igen sker dobbeltælling af FTTH-abonnementer i telestatistikken, vil IT- og Telestyrelsen ændre måden, hvorpå FTTH-abonnementer indberettes til telestatistikken. IT- og Telestyrelsen vil endvidere igen præcisere, hvad der skal indberettes overfor samtlige udbydere af fiberforbindelser.

 

Jeg skal beklage, hvis det tidligere oplyste har givet anledning til forvirring.