Udvalget for Videnskab og Teknologi

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

 

Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 108 (alm. del) stillet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 17. april 2008.

 

 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Helge Sander

 


 

Spørgsmål nr. 108 stillet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den

17. april 2008 til ministeren for videnskab, teknologi og udvikling (alm. del).

 

 

 

Spørgsmål 108

 

Ministeren bedes redegøre for det samlede udgiftsniveau til markedsføring af institutionen, herunder reklamekampagner og lignende for uddannelsesinstitutionerne hørende under ministeriet, herunder bedes ministeren også oplyse hvilke formål reklameindsatsen skulle opfylde.

 

Svar

 

Jeg går ud fra, at der spørges til de udgifter, der afholdes af universiteterne.  

 

Ministeriet ligger ikke inde med oplysninger om universiteternes udgifter til markedsføring.

 

Ministeriet har lavet en foreløbig sondering ude på universiteterne med henblik på at få afklaret, hvor stor en opgave det ville være for universiteterne at levere oplysninger om markedsføringsudgifter.

 

Tendensen er, at jo større institutioner der er tale om, desto mere decentralt træffes beslutninger om markedsføring. Det betyder, at det generelt ikke er oplysninger, der er tilgængelige centralt på universiteterne, og det ville være en større opgave for universiteterne at lave en sådan opgørelse.

 

Efter min opfattelse ville det derfor påføre universiteterne en uforholdsmæssig stor administrativ byrde, hvis de skal levere oplysninger om deres samlede udgifter til markedsføring og dertil hørende formål.

 

Det synes jeg ikke er hensigtsmæssigt, når vi samtidig arbejder på at give universiteterne så store frihedsgrader som muligt.

 

Hvis udvalget fortsat skulle ønske den omtalte redegørelse, vil ministeriet naturligvis igangsætte indhentningen af disse oplysninger hurtigst muligt. Det vil dog lette opgaven for universiteterne, hvis det kunne præciseres, hvilke oplysninger, der mere konkret ønskes.