Dato:

29. april 2008

Kontor:

Visum, Udsendelser og Humanitære Sager

J.nr.:

2008/4111-323

Sagsbeh.:

ANT

Fil-navn:

UUI 67-besvarelse

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. 67 stillet af Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 26. marts 2008 (UUI Alm. Del – spørgsmål nr. 67).

 

Spørgsmål:

”Har der været tilfælde, hvor Danmark har undladt at overføre folk til Grækenland, fordi de græske myndigheder ikke har kunnet stille garantien?”

Svar:

Efter praksisændringen i december 2007 har Danmark modtaget 3 accepter fra Grækenland. I disse accepter var anført følgende: "Please note that this person will be able to submit an asylum application upon the arrival from your country, if he/she wish to do so."

Danmark har i februar 2008 – i overensstemmelse med den genindførte praksis om at anmode om en udtrykkelig bekræftelse fra Grækenland – anmodet de græske myndigheder om at genbekræfte garantien for sagsbehandlingen i Grækenland af de pågældende sager. Da de græske myndigheder – trods flere påmindelser – ikke har reageret herpå inden for rimelig tid, har Udlændingeservice derfor besluttet at realitetsbehandle disse sager i Danmark.

 

Jeg kan således bekræfte, at der har været tilfælde, hvor Danmark har undladt at overføre personer til Grækenland.