Dato:

19. december 2007

Kontor:

Økonomi- og Analysekontoret

J.nr.:

2007/1004-28

Sagsbeh.:

MWB

Fil-navn:

Besvarelse af UUI spg. 6 (anden samling)

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. 6 stillet af Folketingets udvalg til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 4. december 2007 (Alm. Del).

 

Spørgsmål:

Kan ministeren bekræfte, at det lave antal registrerede personer på jobkort skyldes registreringsproblemer i kommunerne, og kan ministeren forklare, hvordan kommunerne indgår administrativt i sagsbehandlingen af arbejdstilladelser til udlændinge fra tredjelande og anvise, hvordan en eventuel vanskelighed skal fjernes og af hvilken myndighed samt oplyse, hvorfor en vigtig procedure i givet fald ikke er forsøgt ændret af den ansvarlige myndighed for jobkortordningen, Udlændingeservice? Der henvises til ”Vismandsrapport november 2007 (side 176, midtfor), hvoraf det fremgår at: ”Det lave antal registrerede personer på jobkort kan dog skyldes registreringsproblemer i kommunerne”.

Svar:

Jeg har til brug for besvarelsen indhentet oplysninger fra Udlændingeservice.

En ansøgning om opholdstilladelse efter jobkort-ordningen indgives til Udlændingeservice, der behandler ansøgningen uden høring af hverken kommuner eller andre myndigheder. Kommunerne indgår således ikke administrativt i sagsbehandlingen af jobkort-sagerne.

Udlændingeservice oplyser, at der i 2006 blev meddelt opholdstilladelse efter jobkort-ordningen til 900 udlændinge, samt at de foreløbige tal for perioden januar-oktober 2007 viser, at der er blevet meddelt opholdstilladelse efter jobkort-ordningen til 1.434 udlændinge. Der er altså en betydelig positiv udvikling hvad angår meddelte jobkort.

Personer, der indrejser i Danmark, skal lade sig registrere i det danske personregister. Der er ingen sammenhæng mellem denne registrering og sagsbehandlingen i Udlændingeservice forud for indrejsen, hvorfor antallet af registrerede personer i CPR ikke kan sammenlignes med antallet af meddelte tilladelser registreret i Udlændingeservice. En sammenkørsel af de to registre vil som følge heraf blandt andet være mangelfuld hvad angår antallet af personer i CPR, der fremgår som indrejst på baggrund af jobkort.

Integrationsministeriet arbejder i øjeblikket netop på skabe rammerne for en bedre sammenkørsel af de to registre. Resultaterne heraf forventes i løbet af 1. halvår 2008, hvorefter Integrationsministeriet vil fremsende tallene direkte til spørger.