Dato:

8. april 2008

Kontor:

Kontoret for Integrationspolitik

J.nr.:

2008/5011-81

Sagsbeh.:

JGB

 

 

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. 45 stillet af Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 26. februar 2008 (Alm. del).

 

Spørgsmål:

”Under henvisning til den seneste tids mange optøjer og brandstiftelser bedes ministeren redegøre for integrationskonsulenternes rolle, herunder med oplysning om, hvor mange projekter der for tiden er i gang, hvordan de virker, samt hvor mange penge der bruges på disse projekter, og ministeren bedes ligeledes komme med sin vurdering af, om integrationskonsulenterne gør deres job godt nok, når de mange uroligheder og brandstiftelser tages i betragtning.”

Svar:

Integrationsministeriet administrerer en række satspuljer, der skal styrke og videreudvikle integrationsindsatsen. Det sker gennem støtte til forskellige integrationsfremmende projekter, der gennemføres af virksomheder, kommuner, foreninger, uddannelsesinstitutioner og af andre, der arbejder målrettet med integration. Det er projekter, der støttes, ikke enkeltpersoner.

 

Jeg går ud fra, at udvalget med sit spørgsmål sigter til projekter under Integrationsministeriets puljeadministration, hvor beløbsmodtagerne er eksterne integrationskonsulenter eller konsulentfirmaer.

 

Ministeriet har foretaget en optælling af, hvor mange igangværende projekter der var af den nævnte type ved årsskiftet. Optællingen er baseret på den oversigt, som er udarbejdet til besvarelsen af udvalgets spørgsmål nr. 41, hvortil jeg i øvrigt skal henvise, og resultatet er 170 projekter med et samlet støttebeløb på 127 mio. kr.

Ministeriet følger projekternes gang – ganske som det er tilfældet for andre projekter under puljeadministrationen – og beløbsmodtagerne skal afrapportere til ministeriet om projekternes gennemførelse og resultater.

 

De hidtidige erfaringer peger ikke i retning af, at de eksperter – frivillige som professionelle – der driver de igangværende støttede projekter, på nogen måde svigter deres opgave. Det generelle indtryk er tværtimod, at der overalt lægges en yderst engageret og kompetent indsats for dagen.