Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 39 (Alm. del), som Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik har stillet til justitsministeren den 21. februar 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Lene Volke Roesen

 


Spørgsmål nr. 39 (Alm. del) fra Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik:

 

”Kan ministeren bekræfte, at der natten mellem lørdag den 9. februar 2008 og søndag den 10. februar 2008 blev smidt kanonslag eller en anden form for sprængstof ved asylcentret i Kongelunden, og at det ikke er første gang – og kan ministeren oplyse, om politiet er i besiddelse af beviser eller indicier, der kan godtgør, hvilken slags sprængstoffer, der har været anvendt, og hvor de eventuelt kan stamme fra? Endvidere bedes oplyst, om ministeren er bekendt med lignende episoder ved andre danske asylcentre og i givet fald hvor og hvor mange.”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet følgende udtalelse fra Rigspolitiet, hvortil der henvises:

 

”Københavns Politi har oplyst, at Station Amager den 9. februar 2008, kl. 23.11, modtog en telefonisk anmeldelse om, at et køretøj havde kørt forbi asylcentret i Kongelunden flere gange, og at en person i køretøjet havde kastet et kanonslag mod centret. Anmelderen kunne ikke oplyse et signalement på den pågældende person eller give en beskrivelse af køretøjet. Anmelderen oplyste også, at der ingen skade var forvoldt ved episoden.

 

Der var på det konkrete tidspunkt ingen køretøjer i området, hvorfor der ville være en del køretid, før politiet kunne være på stedet. Vagthavende vurderede derfor, at der ville være ringe muligheder for at pågribe eventuelle gerningsmænd og komme videre med sagen, hvorfor man ikke valgte at sende en patrulje til asylcentret.

 

Efterfølgende har personalet fra Station Amager rettet henvendelse til asylcentret, hvorfra det er oplyst, at der i alt har været tre episoder, hvor der har været kastet kanonslag mod centret:

 

-         den 24. december 2007, ca. kl. 03.05 (ikke anmeldt til politiet)

 

-         den 19. januar 2008, ca. kl. 02.00 (ikke anmeldt til politiet)

 

-         den 9. februar 2008 (anmeldt til politiet, jf. ovenfor)

 


På den baggrund er personalet fra Station Amager, som kører patrulje om natten, instrueret om at føre politimæssigt tilsyn ved asylcentret og området omkring centret ligesom personalet på centret er anmodet om straks at kontakte politiet, hvis der skulle ske yderligere lignende episoder.

 

Københavns Politi kan under henvisning til det beskrevne hændelsesforløb ikke udtale sig om, hvilken art fyrværkeri eller sprængstof, der blev anvendt.

 

Rigspolitiet har ikke umiddelbart kendskab til lignende episoder ved andre asylcentre.”