Dato:

1. juli 2008

Kontor:

ØA

J.nr.:

 

Sagsbeh.:

THH

Fil-navn:

Ministerens svar spm145

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. 145 stillet af Folketingets Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 3. juni 2008.

 

Spørgsmål:
Ministeren bedes oplyse antallet af fastboende romaer i Danmark, samt hvilke konventionsmæssige forpligtigelser Danmark har over for denne gruppe - og i forlængelse heraf bedes ministeren oplyse, hvilke og hvor mange nationale mindretal, der efter en international anerkendt forståelse, findes i Danmark, og om romaerne ud fra en sådan forståelse betragtes som et nationalt mindretal i Danmark.

 

Svar:
Til besvarelse af spørgsmålet har jeg indhentet bidrag fra Udenrigsministeriet, Justitsministeriet og Velfærdsministeriet.

 

Om antallet af romaer i Danmark:

 

Det kan oplyses, at Integrationsministeriet ikke fører statistik over antallet af romaer i Danmark. Det er derfor ikke muligt at oplyse, hvor mange romaer, der bor her i landet.

 

Generelt kan det dog oplyses, at det er ministeriets vurdering, at langt størsteparten af de romaer, der opholder sig i Danmark, er indvandret i løbet af de seneste årtier, herunder som følge af konflikten i eks-Jugoslavien.

 

Om de konventionsmæssige forpligtigelser:

 

Danmark ratificerede den 22. september 1997 Europarådets rammekonvention om beskyttelse af nationale mindretal.  

 

Danmark afgav i forbindelse med ratifikationen en erklæring om, at rammekonventionen finder anvendelse på det tyske mindretal i Sønderjylland.

 

Af Danmarks anden statsrapport i henhold til rammekonventionen afgivet i maj 2004, fremgår det, at det er den danske regerings vurdering, at det er kendetegnende for et nationalt mindretal, at der er tale om en mindretalsbefolkning, der i første række har en historisk langvarig og fast tilknytning til vedkommende stat, og at denne forståelse er i overensstemmelse med rammekonventionen.  

 

Danmark identificerede ikke i forbindelse med ratifikationen af rammekonventionen – eller senere – romaer i Danmark som et nationalt mindretal. Efter den danske regerings foreliggende oplysninger har de romaer, der i dag bor i Danmark, ikke en historisk eller langvarig sammenhængende tilknytning til Danmark, men udgøres dels af indvandrere, dels af flygtninge. Romaerne udgør således efter den danske regerings opfattelse ikke et nationalt mindretal i Danmark.

 

Der findes ikke andre anerkendte nationale mindretal i Danmark, og det tyske mindretal i Sønderjylland er således det eneste anerkendte nationale mindretal i Danmark.

 

Det kan således oplyses, at Danmark ikke har særlige konventionsmæssige forpligtelser over for fastboende romaer. Noget andet er, at de internationale konventioner, som Danmark har tiltrådt, naturligvis også finder anvendelse over for fastboende romaer, i det omfang dette konkret er relevant.