Dato:

2. juni 2008

Kontor:

Udlændingelovskontoret

J.nr.:

2008/4011-255

Sagsbeh.:

HBS

Fil-navn:

UUI 114 - besvarelse

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. 114 stillet af Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 9. maj 2008 (UUI alm. del).

 

Spørgsmål:

”Ministeren bedes oversende en redegørelse om regler og praksis på håndtering af udsendelsessager, hvor et barn er fjernet (frivilligt eller tvangsmæssigt) fra hjemmet eller underlagt anden bistand udløst af reglerne i Serviceloven, og hvor barnet følger en eller begge forældre i udsendelsen/udvisningen efter afslag på ansøgt opholdstilladelse.”

Svar:

Det er Rigspolitiet, der drager omsorg for udsendelse af udlændinge, der efter udlændingelovens regler ikke har ret til at opholde sig her i landet, og som ikke udrejser frivilligt, jf. udlændingelovens § 30, stk. 2.

 

Efter Rigspolitiets gældende procedurer for behandlingen af udsendelsessager underretter Rigspolitiet udlændingemyndighederne om alle sager, hvor det forventes, at udsendelsen skal foregå under ledsagelse af politipersonale eller som en påset udsendelse, senest 14 dage før den planlagte udsendelse. Er udsendelsen planlagt til at skulle finde sted inden for kortere tidshorisont, underrettes udlændingemyndighederne straks.

 

I forbindelse hermed orienterer udlændingemyndighederne Rigspolitiet om, hvorvidt der er opstået hindringer for udsendelsen. Udlændingemyndighederne vil i den forbindelse også have lejlighed til at orientere Rigspolitiet, hvis udlændingemyndighederne har kendskab til, at udsendelsen omfatter børn, der er anbragt uden for hjemmet eller underlagt anden bistand efter servicelovens regler.

 

Rigspolitiet har over for Integrationsministeriet oplyst, at såfremt Rigspolitiet i forbindelse med behandlingen af en udsendelsessag bliver bekendt med, at denne omfatter børn, der er anbragt uden for hjemmet, vil Rigspolitiet kontakte udlændingemyndighederne med henblik på en afklaring af udsendelsesspørgsmålet i forhold til børnene.

 

Som nævnt i min besvarelse af 17. april 2008 af udvalgets spørgsmål nr. 86, og som nævnt ved besvarelsen af spørgsmål G og H i det åbne samråd i udvalget den 6. maj 2008, har jeg ikke viden om, at der i praksis er sket udsendelse af familier, hvor børnene på udsendelsestidspunktet var tvangsanbragt uden for hjemmet.

 

Integrationsministeriet har mig bekendt derfor ikke tidligere haft lejlighed til at træffe afgørelse om udsendelsesspørgsmålet i sager, hvor børn var tvangsanbragt.

 

Hvis sådanne sager skulle opstå, vil de skulle løses – konkret og individuelt – i et tæt samarbejde mellem alle de myndigheder, der er involverede i sager, hvor udenlandske børn fjernes fra deres familier, dvs. i et samarbejde mellem de sociale myndigheder, Dansk Røde Kors, Udlændingeservice og Rigspolitiet.