Dato:

26. maj 2008

 

 

 

 

 

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. 107 stillet af Folketingets Udvalg for Udlændige og Integrationspolitik til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 30. april 2008 (alm. del).

 
Spørgsmål:
”Hvilke muligheder har man som asylansøger for at få tandbehandling under ophold i Danmark?”

Svar:

Til brug for besvarelsen er indhentet en udtalelse fra Udlændingeservice. Udlændingeservice har oplyst følgende:

 

”Asylansøgerbørn har adgang til samme tandbehandling som danske børn.

 

Asylansøgere er ikke omfattet af det danske sygesikringssystem. Dette betyder, at regionerne ikke har pligt til at betale udgifter til den omhandlende persongruppes sundhedsbehandling, medmindre de er akutte.

 

Udlændingeservice afholder udgifter til asylansøgernes sundhedsbehandling. Nødvendig sundhedsbehandling omfatter tandbehandlinger, som er nødvendige, uopsættelige og smertelindrende. Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke er gratis adgang til tandbehandling i det danske samfund. Retningslinjerne for sundhedsbehandling – herunder tandbehandling – af asylansøgere er forelagt Sundhedsstyrelsen.

 

En tandbehandling anses for nødvendig, uopsættelig og smertelindrende, såfremt behandlingen er afgørende for asylansøgeren, herunder for at sikre den pågældendes tyggefunktion eller for at lindre smerter. Behandlingen skal endvidere være nødvendig at iværksætte på det tidspunkt, der ansøges. Som eksempler på behandling, der kan iværksættes, kan nævnes smertelindrende cariesbehandling herunder tandfyldninger, ekstraktion af smertegivende tænder og operativ fjernelse af smertegivende tænder, rodspidser eller cyster.



Hver enkelt ansøgning om betaling af udgifter til tandbehandling underlægges en konkret og individuel vurdering – eventuelt også under medvirken af Udlændingeservices tandlægefaglige konsulent. Det er ikke muligt udtømmende at beskrive alle de situationer, hvor tandbehandling i praksis kan iværksættes.”
 

 

Der henvises i øvrigt til svar på spørgsmål 111 fra udvalget omhandlende rodbehandlinger m.v.