|
|
|
19. december 2007 |
||
UUI 1 - besvarelse |
||
|
|
|
Besvarelse af spørgsmål nr. 1 stillet af Folketingets udvalg til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 29. november 2007 (Alm. Del – bilag 3 ).
Spørgsmål:
†Ministeren bedes kommentere henvendelsen fra Lis Bjærre, jf. UUI alm. del – bilag 3.â€
Svar:
En udlænding, der er statsborger i et tredjeland, og som har ophold uden for Danmark, kan gives adgang til at arbejde her i landet, hvis væsentlige beskæftigelses- eller erhvervsmæssige hensyn taler herfor.
En tredjelandsstatsborger med ophold uden for landet er således ikke, som anført i brevet fra Lis Bjærre, afskåret fra at arbejde i Danmark, men kan efter ansøgning få tilladelse til at arbejde i Danmark under forudsætning af, at vedkommende opfylder udlændingelovens betingelser herom. Udlændingeloven sikrer i den sammenhæng, at tilgangen af udenlandsk arbejdskraft fra tredjelande tilpasses det danske arbejdsmarkeds behov.
Det betyder eksempelvis, at en tredjelandsstatsborger med opholdstilladelse i Sverige, som bor i Malmø, kan meddeles tilladelse til at arbejde i København og fortsat bo i Malmø. Denne mulighed benyttes allerede af flere i dag.
Det bemærkes endeligt, at nordiske statsborgere på baggrund af det meget tætte nordiske samarbejde har fri adgang til det danske arbejdsmarked. EU-statsborgere har i kraft af EU-reglerne adgang til det danske arbejdsmarked på lempelige vilkår, idet der dog for EU-borgere fra de nye EU-lande er etableret en særlig overgangsordning.