UDENRIGSMINISTERIET

Den 29. februar 2008

Spørgsmål fra Folketinget Udenrigsudvalg

Stillet af Steen Gade (SF)

Nr. 51 af 18. januar 2008

Spørgsmål nr. 51

På hvilken måde koordineres forhandlingerne knyttet til ørkenspredningskonventionen med opfølgning af Bali-mødet på klimatilpasningsområdet.

Svar:

Klimaudviklingen er af afgørende betydning for spredning af ørkener og dermed udviklingsmulighederne i tørre- og halvtørre områder. Vand- og jordforvaltning er udgangspunktet for kampen mod ørkenspredning og er samtidig centrale i arbejdet med  tilpasning til klimaforandringer.

På klimakonventionens møde på Bali i december 2007 (COP13) blev Bali-handlingsplanen vedtaget. Bali-handlingsplanen indeholder et særskilt kapitel, der fokuserer på tilpasning til klimaforandringer. Ørkenkonventionen indgår som én af de mange samarbejdspartnere og aktører på klimatilpasningsområdet.

På den seneste partskonference i ørkenkonventionen (COP8), der fandt sted i september 2007 i Madrid, blev der vedtaget et reformprogram for ørkenkonventionen, der i højere grad vil fokusere konventionens arbejde. Hensyn til klimatilpasning vil indgå i dette arbejde. COP8 besluttede endvidere at fremme samarbejde og synergier mellem de tre Rio-konventioner (klima-, biodiversitet- og ørkenkonventionen). Partskonferencen opfordrede således til at fremme forskning, der omfatter alle tre områder; at arbejde med adgang til ny og øget finansiering gennem f.eks. finansieringsmekanismer i andre Rio-konventioner og der blev opfordret til at udvikle rammer for at fremme gennemførelsen af nationale klimatilpasningsplaner, nationale biodiversitetsplaner og nationale handlingsplaner til bekæmpelse af ørkenspredning. Partskonferencen opfordrede også til at styrke bæredygtig skovforvaltning og integreret vandressourceforvaltning. To områder, der ventes at indgå centralt i opfølgningen af Bali-mødet på klimatilpasningsområdet.

Den næste partskonference i ørkenkonventionen er planlagt at finde sted i efteråret 2009. Forberedelserne til forhandlingerne er endnu ikke påbegyndt. Der er dog ingen tvivl om at klimatilpasning, beslutningerne fra Bali-handlingsplanen og forberedelsen af COP15 vil indgå som centrale elementer i forhandlingerne.