UDENRIGSMINISTERIET
Den 29. februar 2008
Spørgsmål fra Folketingets Udenrigsudvalg
Stillet af Steen Gade (SF)
Nr. 49 af 18. januar 2008
Spørgsmål nr. 49
Ministeren bedes redegøre for arbejdet med at implementere ørkenspredningskonventionen, herunder den danske regerings indsats.
Svar:
Ørkenkonventionen er ratificeret af 192 lande. I ørkenkonventionens regi er der udarbejdet retningslinjer for, hvordan de enkelte lande kan bidrage til at bekæmpe ørkenspredning. I alt 88 lande har således foreløbigt udviklet nationale handlingsplaner for ørkenbekæmpelse. For at fremme gennemførelsen af handlingsplanerne er det vigtigt, at disse indgår i landenes generelle udviklingsplaner og nationale budgetter. Samtidig med arbejdet med nationale handlingsplaner gennemføres ørkenkonventionen også via en bredere indsats for bæredygtig jordforvaltning.
Fra dansk side ydes der støtte til gennemførelse af ørkenkonventionen gennem arbejdet med nationale handlingsplaner såvel som den bredere indsats for at gennemføre bæredygtig jordforvaltning. Støtten gives via den bilaterale og den multilaterale indsats. Danmark støtter bæredygtig jordforvaltning i bilaterale programmer indenfor bl.a. vand, landbrug, miljø m.v. Danmark støtter vandsektorprogrammer i 12 udviklingslande, landbrugssektorprogrammer i 11 udviklingslande og miljøprogrammer i 15 udviklingslande. Bæredygtig jordforvaltning eller elementer heraf indgår i hovedparten af programmerne.
I den multilaterale bistand yder Danmark finansiel støtte til det arbejde, som Drylands Development Centret under FNs udviklingsorganisation (UNDP) udfører i 5 afrikanske lande (Benin, Ghana, Mocambique, Sudan og Tanzania). Centret arbejder med at integrere nationale handlingsplaner for ørkenbekæmpelse i landenes generelle udviklingsplaner. Danmark har siden 2005 støttet dette arbejde med en bevilling på 9,9 mio. kr. over en 3-årig periode. Forud herfor gav Danmark støtte til centrets arbejde med en bevilling på 10 mio. kr. Danmark støtter også Centrets globale arbejde med udvikling af retningslinjer for integrering af handlingsplanerne i udviklingslandenes fattigdomsstrategier. Danmark yder endvidere støtte til ørkenkonventionens finansieringsmekanisme, Den globale Mekanisme (GM) i form af en 3-årig bevilling på 9,9 mio. kr. fra 2005. Forud herfor har Danmark støttet organisationens arbejde med en bevilling på 2,8 mio. kr. Den aktuelle støtte gives til organisationens arbejde i 6 afrikanske lande (Burkina Faso, Burundi, Cameroun, Mali, Mocambique og Uganda), hvor organisationen arbejder sammen med de nationale regeringer på at identificere finansiering til handlingsplanernes gennemførelse samt til det globale arbejde med at fremme finansiering af handlingsplanerne. I 2002 blev Den globale Miljøfacilitet (GEF) en finansieringsmekanisme for ørkenkonventionen. I 2006 blev GEF genopfyldt for fjerde gang. Danmark gav, ud over det ordinære bidrag på 206 mio. kr., et frivilligt bidrag på 104 mio. kr. – i alt 310 mio. kr. over 4 år.