Udenrigsministeriet                                                                            Den 30. oktober 2008

 

                                                                                                      Spørgsmål fra Udenrigs-udvalget til ministeren for udviklingsbistand af 3. oktober 2008

 

 

Spørgsmål 236:

Vil ministeren efter det kommende møde i Verdensbanken sende en redegørelse til udvalget om de væsentligste udviklinger på de ny strategiområder i Verdensbanken?

 

 

Svar:

Verdensbankens præsident, Robert Zoellick, udmeldte i forbindelse med Bankens årsmøde i 2007 seks tematiske prioriteter (fattigste lande særligt Afrika; skrøbelige stater; mellemindkomstlande; klima; Arabiske lande; vidensbank). På alle områder kan der konstateres fremdrift.

 

1. Fattigste lande, særligt Afrika

Verdensbanken har kraftigt øget sin støtte til de afrikanske lande. Afrika modtager i dag lidt over halvdelen af det totale bidrag til Den Internationale Udviklingssammenslutning (IDA), og Den internationale Finansieringsinstitution (IFC) har udvidet antallet af lande i Afrika, hvor det har aktiviteter fra 17 til 25.

 

Som hurtig reaktion på fødevarekrisen oprettede Verdensbanken programmet Global Food Crisis Response Program (GFRP), der er en finansieringskanal på 1,2 mia. USD, som har til formål at imødegå fødevarekrisen og hjælpe de fattige lande. GFRP yder i dag støtte til 32 lande, og over 850 mio. USD er allerede gjort tilgængelig. Derudover oprettede Verdensbanken Food Price Crisis Response (FPCR), en Trust Fund med 200 mio. USD af Bankens midler. De 200 mio. USD er allerede allokeret til projekter i 18 lande og med 11 flere lande i pipeline.

 

I lyset af fødevarekrisen har IFC udvidet sin finansiering til landbrugssektoren og øget sit engagement i IDA-lande for derved på sigt at øge produktionen af fødevarer. I Banken er en ny Multi-Donor Trust Fund sat i søen for at støtte AU/NEPAD’s African Agricultural Development Program.

 

IDA og IFC er velpositionerede i forhold til at støtte de fattigste lande. Den rekordstore treårige IDA genopfyldning bidrager med ca. 41,7 mia. USD til de fattigste lande. Samtidig er IDA støttet af endnu flere donorlande end tidligere, hvilket vidner om øget vilje til at støtte. For første gang matcher IFC’s bidrag til genopfyldningen af IDA resten af Verdensbankens bidrag. Dette er en del af en overordnet strategi, der skal binde IDA og IFC tættere sammen om arbejdet med de fattigste lande. I indeværende budgetår er mere end 40 pct. af IFC’s projekter i IDA-lande.

 

2. Skrøbelige og ”Post Conflict”-stater

Verdensbankens øgede engagement i skrøbelige stater er med til at flytte grænserne, når det gælder håndteringen af ”early recovery gaps”, koordineringen med Bankens partnere og forståelsen af sammenhængen mellem sikkerhed, governance og udvikling. Den øgede støtte til skrøbelige stater under IDA-15 er vigtig for Bankens arbejde fremover.

 

I indeværende budgetår udgør Verdensbankens bidrag til skrøbelige stater ca. 3 mia. USD herunder hører bl.a. assistance til Afghanistan, Cambodia, Kosovo, Østtimor, Togo, Vestbredden og Gaza.

 

Verdensbanken tog et vigtigt skridt fremad igennem diskussioner med 12 FN organisationer, som resulterede i aftalen ’UN-WB Fiduciary Principles Accord’ som væsentligt vil øge hastigheden af koordinerede tiltag over for krise og nød indenfor på forhånd aftalte rammer.  Endvidere forventer Banken, at den nye stabilitetsfond (pt. 100 mio. USD som alene er Bankens midler) bliver instrumentel i bestræbelserne på at få et tættere samarbejde med FN-systemet.

 

For at nå sit mål om øget effektivitet i skrøbelige stater igennem decentralisering har Verdensbanken implementeret incitamentsprogrammer med det formål, at gøre det attraktivt for flere af Bankens specialister at blive udstationeret i de skrøbelige stater. Den nyligt implementerede kompensationsbaserede incitamentspakke til medarbejdere skal suppleres med ikke-finansielle incitamenter. Inddragelsen af skrøbelige stater og ”post konflikt”-stater i Bankens seks strategiske temaer har øget fokus på disse lande hele vejen igennem systemet i Verdensbanken.

 

3. Mellemindkomst lande

Verdensbanken arbejder hele tiden på at forbedre sin forretningsmodel i forhold til mellemindkomstlande, så Verdensbanken fortsat er en attraktiv samarbejdspartner for disse lande. Banken flytter sig mere fra sin traditionelle rolle som långiver til i stigende grad at være udbyder af målrettede finansielle løsninger til opnåelse af bæredygtig udvikling.

 

Eksempelvis hjælper Verdensbankens Sovereign Investments Partnership program landes nationale fonde, centralbanker og offentlige pensionsfonde med hensigtsmæssig allokering af kapital. Herudover har Bankens bestyrelse bl.a. godkendt finansielle programmer til håndtering af katastrofe og risiko (CAT Deferred Draw-Down Options og vejrbaserede finansielle deriviater) samt lokale valutalån finansieret via kapitalmarkedet.

 

Samtidig er der initiativer undervejs, som skal mindske omkostningerne ved at låne kapital hos Verdensbanken. Banken forventer at kunne opnå væsentlige synergieffekter gennem øget og bedre samarbejde mellem Bankens arbejde indenfor mellemindkomstlande og indenfor globale offentlige goder (Global Public Goods).

 

4. Klima - Globale offentlige goder (Global Public Goods) 

Med ”Bali Breakfast”-processen er diskussionen omkring klimaforandringer og udvikling nu institutionaliseret i forbindelse med forårs-/ og årsmøderne. I det forløbne år har Banken endvidere haft en meget intensiv konsultationsproces, som er mundet ud i en strategisk ramme for hele Bankgruppens arbejde med klima (’Strategic Framework on Climate Change and Development for the World Bank Group”). Under årsmødet i oktober endosserede Udviklingskomiteen denne strategiske ramme. 

 

I juli godkendte Bankens bestyrelse oprettelsen af Climate Investment Funds (CIF), som tilbyder finansiering med det formål at hjælpe udviklingslande med at teste innovative tilgange til løsning af problemstillinger indenfor klimaforandring. 10 donorer har allerede givet tilsagn om 6,1 mia. USD. Danmark er pt. ikke blandt bidragsyderne.

 

5. Udvidelse af muligheder i den arabiske verden

Zoellick har udtalt, at han har brugt dette år til at lytte og lære, og at Banken nu mere strategisk vil se på aktiviteter bl.a. indenfor vand, uddannelse og jobskabelse i regionen.

 

Verdensbanken samarbejder bl.a. tæt med Arab League med henblik på dels et første Arab Economic Summit, der kommer til at ligge i 2009, dels et program, som skal fjerne barrierer for regional integration og facilitere implementeringen af Pan Arab Free Trade Area (PAFTA).

 

Den arabiske verden er også blevet påvirket af fødevarekrisen, og som en del af GFRP har Verdensbanken givet støtte til Yemen, Djibouti og arbejder på at give støtte til Vestbredden/Gaza, Mauretanien, Sudan, Somalia og Comoros.

 

IFC har genetableret sine aktiviteter i Vestbredden og Gaza bl.a. indenfor finansiering af fast ejendom, lån til studerende og institutionsbygning indenfor uddannelse (IFC’s aktiviteter indenfor lån til studerende og uddannelsessektoren omfatter tillige Jordan og Egypten). MIGA har givet garantier bl.a. til opførelsen af et havneprojekt i Djibouti i samarbejde med Dubai Ports World.

 

6. Viden og læring

Verdensbanken er fortsat en af de mest anerkendte kilder til viden om udvikling. Det er derfor vigtigt at øge Bankens kapacitet for global vidensdeling. Banken arbejder på at udvikle såkaldte ”Global Excellence”-retningslinjer, og Bankens arbejde hermed omfatter både indsamling/udvikling og udbredelse af ”best practises”. Verdensbanken arbejder også på implementeringen af en ny åben dataplatform, som vil gøre Banken til den første multilaterale institution, der åbner sine vigtige data-ressourcer til brug for den brede offentlighed.

 

For at styrke syd-syd og syd-nord samarbejde bliver mere end 70 partnerskaber evalueret og en ny South-South Experience Exchange Facility er blevet etableret. Gamle og nye donorer vil arbejde sammen under denne facilitet gennem en samlet Multi-Donor Trust Fund. Danmark var den første bidragyder til South-South Facility.

 

Verdensbanken flytter sig mod færre tematiske emner men med mere dybde i sin viden og læring, hvor fokus i stigende grad vil skifte til regionale og globale læringsprogrammer og support til fremspirende læringscentre i partnerlande. Til at varetage og fremme processen har Banken udnævnt en ny Director of Knowledge and Learning Strategy.