UDENRIGSMINISTERIET

 

Besvarelse af spørgsmål nr. 152 af 4. juni 2008 til udenrigsministeren fra Folketinget – Udenrigsudvalget

(URU – alm. del)

 

 

Spørgsmål nr. 152:

Af de tilladelser til overflyvning af dansk territorium, der er oversendt i

ministerens svar på URU alm. del spm. 140, er der meget forskellige

formuleringer vedrørende tilladelse til overflyvning med farligt gods, herunder en

generel tilladelse, en tilladelse på betingelse af at undtage radiologiske,

nukleare, biologiske og kemiske våben og dele til sådanne våben. Vil ministeren

redegøre for baggrunden for de ændringer, der sker gennem årene, herunder for

om der er konkrete hændelser, der udløser disse ændringer?

 

Svar:

Jeg har indhentet oplysninger fra Forsvarsministeriet, som oplyser følgende:

”Som tidligere oplyst i besvarelse af spørgsmål 105 blev bemyndigelsen til udstedelse af overflyvningstilladelser til statslige luftfartøjers overflyvning af dansk territorium overført fra Udenrigsministeriet til Flyvertaktisk Kommando pr. 1. januar 2006.

1. april 2007 blev kompetencen til at udstede overflyvningstilladelse til statslige civile luftfartøjer overført til Statens Luftfartsvæsen således, at Flyvertaktisk Kommando herefter alene kan give overflyvningstilladelse til statslige militære luftfartøjer.

I den årlige overflyvningstilladelse til amerikanske militære statslige luftfartøjer for 2007 blev der i forhold til overflyvningstilladelsen for 2006 tilføjet, at der ikke må lufttransporteres radiologiske, nukleare, biologiske og kemiske våben/våbendele over færøsk territorium. Denne tilføjelse skyldtes alene Færøernes høringssvar til Flyvertaktisk Kommando i forbindelse med udstedelsen af den årlige overflyvningstilladelse til amerikanske militære statslige luftfartøjer for 2007.

For overflyvningstilladelsen gældende for amerikanske militære statslige luftfartøjer i 2008, blev denne sætning videreført, dog med den udvidelse, at forbeholdet blev udvidet til at omhandle overflyvning af alt dansk territorium. Denne tilføjelse skete alene på baggrund af, at Flyvertaktisk Kommando vurderede, at forbeholdet var relevant for alt dansk territorium og ikke kun for Færøerne.

Endeligt skal der henvises til besvarelsen af URU-spørgsmål 138 og 140.”