25-02-2008
Svar på spørgsmål 99 (Alm. del):
I brev af 7. februar 2008 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:
Spørgsmål:
"Det fremgår af læseplanen for naturgeografi i gymnasiet, at eleverne skal introduceres til avanceret kortbehandling i form af GIS, hvilket er nogle helt nye kortværktøjer. Skolerne har indtil november sidste [år] kunnet hente et fremragende kortmateriale på kortportalen på SkoDa (Skolernes Databaseservice). Kort & Matrikelstyrelsen, der leverer de vigtigste kort, har trukket sig ud af samarbejdet, og deres kort er ikke længere til rådighed for skolerne på kortportalen, idet Kort & Matrikelstyrelsen ønsker en pris for deres service, som er højere end den SkoDa vil betale. Hvad vil ministeren gøre for at sikre, at statsinstitutionen Kort & Matrikelstyrelsen fortsætter med at stille deres kort til rådighed for undervisningen på landets gymnasier, enten gratis eller mod en symbolsk betaling?"
Svar:
Jeg kan oplyse, at UNI*C, som SkoDa henhører under, og Kort & Matrikelstyrelsen har søgt at få en aftale i stand om adgang til Kort & Matrikelstyrelsens kortmaterialer i forlængelse af en tidsbegrænset låneadgang. SkoDa er ligeledes ved at undersøge mulighederne for at tilbyde gymnasierne alternative kortmaterialer fra andre kilder end Kort & Matrikelstyrelsen.
Adgang til Kort & Matrikelstyrelsens kortgrundlag er i dag delvist brugerfinansieret. Der er etableret særligt gunstige aftalemuligheder for uddannelsesinstitutioner. Ud fra et lighedsprincip vurderes det imidlertid vanskeligt permanent at tilgodese undervisningssektoren yderligere.
Det skal endvidere bemærkes, at der i 2007 er igangsat en analyse af finansieringsprincipperne for Kort & Matrikelstyrelsens aktiviteter, blandt andet med henblik på at løse problemer af denne karakter. Analysen forventes færdiggjort i 2008.
Jeg kan oplyse, at SkoDa er ved at undersøge mulighederne for at tilbyde gymnasierne tilsvarende værktøjer fra andre leverandører end Kort & Matrikelstyrelsen, idet UNI*C, som SkoDa henhører under, har måttet opgive at få en aftale i stand med Kort & Matrikelstyrelsen.