Folketingets Uddannelsesudvalg

 

Svar på spørgsmål 76 (Alm. del):                                                                            20-02-2008

 

I brev af 23. januar 2008 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:

 

”Vil ministeren oplyse, om der er nogen fast praksis for, hvordan de enkelte folkeskoler skal forholde sig i tilfælde af omsorgssvigt hos en elev, og vil ministeren samtidig oplyse, om der findes informationer vedrørende den bedste praksis, herunder om der er enkelte skoler eller kommuner, hvor personalet er særlig godt uddannet eksempelvis pga. en kommunal beslutning om at sætte ekstra fokus på omsorgssvigt, herunder vold mod børn?”

 

Svar:

Der er ingen fast praksis for, hvordan de enkelte folkeskoler skal forholde sig i tilfælde af omsorgssvigt hos en elev, men offentlige ansatte, herunder folkeskolelærere, har pligt til at underrette kommunen, når man bliver bekendt med forhold, der giver formodning om, at barnet har behov for særlig støtte. Underretningspligten indtræder, når der ikke er rimelig mulighed for gennem egen virksomhed i tide at afhjælpe vanskelighederne. Dette fremgår af § 1, nr. 1, § 2, stk. 1, nr. 1, og § 2, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1336 af 30. november 2007 om underretningspligt over for kommunen efter lov om social service.

 

Med hensyn til informationer om bedste praksis har jeg anmodet Velfærdsministeriet om et bidrag. Velfærdsministeriet har anført følgende:

 

”Vedrørende opsamling af god praksis kan Velfærdsministeriet henvise til internetportalen www.godsocialpraksis.dk. Internetportalen ”God Social Praksis” er en database, der samler kommunernes bedste eksempler pÃ¥ god praksis inden for socialpolitikken. Portalen er en service under Servicestyrelsen.

 

Velfærdsministeriet oplyser, at alle kommuner siden den 1. januar 2007, efter lov om social service § 19, stk. 2, har haft pligt til at udarbejde en sammenhængende børnepolitik og standarder for sagsbehandlingen. I forhold til den tidlige indsats skal kommunalbestyrelsen beskrive initiativer, der skal sikre, at kommunen modtager de rette underretninger fra bl.a. skoler, sundhedsplejersker og dagtilbud om børn og unge med behov for særlig støtte.

 

I den sammenhængende indsats for udsatte børn og unge er kommunens forpligtelse til, efter servicelovens § 49, at oprette mindst en tværfaglig gruppe, også relevant at inddrage.

 

Velfærdsministeriet kan endvidere oplyse, at Socialministeriet i 2007 støttede projektet ”Hånd om Alle Børn” med 300.000 kroner. Projektet er et samarbejde mellem Dansk Socialrådgiverforening og Danmarks Lærerforening og handler om at indsamle og videreformidle de gode eksempler på samarbejde mellem folkeskolen og kommunens socialforvaltning om udsatte børn og unge. Nærmere oplysninger om projektet ”Hånd om Alle Børn” kan findes på projektets hjemmeside på www.alleboern.dk. Projektet er støttet over finanslovskontoen 15.75.10.10 (Børne- og familiepolitiske område).”

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Bertel Haarder