Folketingets Uddannelsesvalg

Christiansborg

 

Svar på spørgsmål 70 (Alm. del):                                                                            28-01-2008

 

I brev af 17. januar 2008 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 70:

"Vil ministeren redegøre for de redskaber ordblinde elever får stillet til rådighed i forbindelse med undervisningen i folkeskolen, og vil ministeren herunder redegøre for kommunernes udgifter til ordblindes hjælperedskaber i årene 2005, 2006 og 2007?"

 

Svar:

Det beror på en faglig vurdering af elevens undervisningsmæssige behov, hvilke særlige undervisningsmaterialer og tekniske hjælpemidler en elev, som er diagnosticeret ordblind, får stillet til rådighed i folkeskolen. Særlige undervisningsmidler og tekniske hjælpemidler, som er nødvendige i forbindelse med undervisning af eleven, ydes som en del af den specialpædagogiske bistand, der gives i folkeskolen i henhold til bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 1373 af 15. december 2005.

 

Hjælpemidlerne kan eksempelvis være it-programmer og en bærbar computer, lydbånd eller særlige læsebøger, afhængig af fag, elevens alder og faglige niveau.

 

Da der ikke foreligger opgørelser over kommunernes brug af undervisningsmaterialer og tekniske hjælpemidler til elever med ordblindhed, kan Undervisningsministeriet ikke bidrage med oplysninger om kommunernes udgifter til ordblindes hjælperedskaber i årene 2005, 2006 og 2007.

 

 

Med venlig hilsen

 

Bertel Haarder